TOP

Regeringen klar til at kompensere for aflyste kulturbegivenheder – men vil ikke sætte tal på

Regeringens beslutning fredag om at anbefale aflysning eller udskydelse af kulturarrangementer med mere end 1000 deltagere for at dæmme op for risikoen for spredning af corona-virus, er som en tikkende økonomisk bombe, under flere festival- og koncertarrangører over hele landet. En bombe, der i værste fald kan komme til at koste en eller flere spillesteder eller festivaler livet.

Hen over weekenden er adskillige arrangementer blevet enten udskudt, aflyst eller afviklet med et begrænset publikumsantal under 1000, og ingen ved reelt, hvornår anbefalingerne bliver afblæst eller sågar skærpet. 

Nu åbner regeringen imidlertid op for muligheden for at yde kompensation for en del af de tab, som arrangører af for eksempel koncerter har, fordi de må aflyse på grund af coronavirus. Det fortæller erhvervsminister Simon Kollerup (S) til TV 2.

“Vi ved godt, at der er tabte billetindtægter, når man må aflyse et stort arrangement. I den situation er udmeldingen fra regeringen i dag, at vi er klar til at drøfte, hvordan man i en eller anden grad kan kompensere det tab, så vi kan komme godt igennem det,” siger Simon Kollerup uden dog at sætte eksakte beløb eller model på kompensationen.

Regeringen og Erhvervsministeriet er i de kommende dage i løbende kontakt med arbejdsmarkedets parter omkring situationen. Samtidig har Mette Frederiksen indkaldt repræsentanter fra erhvervslivet til møde i Statsministeriet mandag.

Behov for hjælpepakke

Hos Dansk Erhverv understreger man, at der er behov for økonomisk hjælp og andre tiltag, der kan afbøde konsekvenserne for de dele af kulturlivet, der er hårdest ramt af regeringens anbefalinger.

“Vi er hele tiden i en god og konstruktiv dialog med myndighederne, så vi kan være på forkant med situationen. Den udvikler sig dag for dag, og vi er nu et sted, hvor visse brancher rammes hårdt og derfor er det vores vurdering, at der bliver behov for økonomiske hjælpepakker og andre tiltag,” siger Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv.

Hos organisationen mener man, at der er flere redskaber i værktøjskassen. Muligheden for at udskyde virksomhedernes moms- og skattebetalinger er en af dem. En anden mulighed er, at staten giver garanti for banklån, der målrettet dækker virksomhedernes tab. Dertil kommer, at det også kan blive nødvendigt at finde midlertidige løsninger på beskæftigelsesområdet, hvis det på et tidspunkt skulle blive nødvendigt at sende ansatte hjem som følge af markant fald i aktivitetsniveauet.

Hellere forbud end anbefaling

Fra flere sider i kulturlivet har der lydt kritik af, at Mette Frederiksen i fredags ikke forbød alle arrangementer med mere end 1000 publikummer, men kun anbefalede at man aflyste eller udskød arrangementerne.

Ved en anbefaling står arrangøren juridisk set dårligere end ved en aflysning.

”Befolkningens overordnede sundhed er selvfølgelig altafgørende. Ved at opfordre fremfor at lave forbud placerer man reelt ansvaret hos arrangøren, der i mange tilfælde vil være kontraktuelt forpligtet til at gennemføre arrangementet. Det kan have stor betydning for branchen. Regeringen bør derfor i det fremadrettede arbejde, tænke de væsentlige økonomiske konsekvenser ind for de ramte arrangører,” lyder det fra Dansk Lives sekretariatschef, Esben Marcher.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk