TOP

Redningen udeblev: Radio Klassisk lukker som DAB-kanal

Mens de lukningstruede radiokanaler P6 Beat og P8 Jazz i september fik en livgivende politisk håndsrækning, har et lignende held ikke tilsmilet DAB-kanalen Radio Klassisk, der nu endegyldigt lukker som DAB-kanal.

Efter gennem tre år at have været fast inventar på DAB-sendefladen varslede Radio Klassisks tyskejede selskab, Bauer Media, dystre udsigter for kanalens fremtid tilbage i oktober – udsigter, der nu altså er blevet en realitet. 

Ifølge MediaWatch vil Radio Klassisk fremover være tilgængelig via Bauers Medias app Radioplay, og spørger man selskabets administrerende direktør, Jim Receveur, er DAB-lukningen et spørgsmål om kroner og ører.

“Radio Klassisk var interessant, men omkostningerne var for høje. Når vi ikke kan få støtte til projektet, kan den ikke fortsætte på DAB,” udtaler Jim Receveur til MediaWatch.

Ingen ledig DAB-frekvens

Det begrænsede antal ledige DAB-kanaler dannede sidste år rammen for fejden mellem lukningstruede Radio24syv og uprøvede Radio Loud – en kamp, der som bekendt faldt ud til sidstnævntes fordel, selvom efterspillet af den omdiskuterede sag fortsat spøger i kulissen.

DAB-lukningen af Radio Klassisk vil dog ikke resultere i en frigjort DAB-frekvens og en potentiel redningsplanke for Radio24syv. I stedet for Radio Klassisk vil Bauer Media nemlig satse på en ny kanal, der ifølge MediaWatch i højere grad skal imødekomme selskabets økonomiske interesser.

 

 

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk