TOP

Randers Egnsteater sender børneforestilling til Kina: ”Vi tager med for at vise udlandet, hvad vi kan”

Når den kinesiske børneteaterfestival Shanghai International Children’s Theatre Festival løber af stablen til juli, vil det være med deltagelse fra Randers Egnsteater, der sender skuespiller Nanni Lorenzen til Kina med forestillingen ‘Sokken’.

”Vi tager med for at vise udlandet, hvad vi kan, og for at skabe netværk. Også i Kina. Vi vil gerne til udlandet igen en anden gang, når det kan passe ind i det, vi ellers laver. Og så er det jo altid skønt med den anerkendelse, det er, når man bliver inviteret med på en af de meget store internationale børneteater-festivaler,” udtaler leder af Randers Egnsteater, Peter Westphael, i en pressemeddelelse.

Peter Westphael synes altid, at det er interessant at præsentere dansk børneteater for et internationalt publikum:

”Vores børneteaterkultur i Danmark går jo mange år tilbage og har som sin kerne at give børn en kunstnerisk oplevelse. Mange steder i verden er børneteater anderledes funderet og ses i højere grad som et pædagogisk værktøj til læring og dannelse. Derfor er det også spændende at spille for et publikum, der er vant til noget helt andet og se, hvordan de tager imod vores forestillinger.”

For skuespiller Nanni Lorenzen skaber det nogle ekstra udfordringer, at hun skal spille for børn, der udelukkende taler kinesisk.  

”Børnene kan jo ikke forstå dansk, så jeg skal koncentrere mig ekstra meget om at udtrykke mig kropsligt. Men de små behøver ikke så mange ord. De fanger mere stemninger og udtryk,” siger Nanni Lorenzen og fortæller, at kineserne godt ved, hvad de har købt:

”Der var en delegation på ti kinesere inde og se forestillingen på Aprilfestivalen i 2018. Og det var kun den ene af dem, der kunne lidt engelsk. Så de har jo vurderet, at man sagtens kan få noget ud af forestillingen, selvom man ikke forstår ordene.”

Nanni Lorenzen glæder sig til at se, hvordan ‘Sokken’ bliver modtaget.

”Jeg er spændt på publikums reaktion. Om den er ligesom herhjemme, og om de lever sig ind i det. Jeg kunne godt forestille mig, at de kinesiske børn er noget mere disciplinerede. Og så glæder jeg mig til at se en masse spændende teater og blive inspireret.”

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.