TOP

Radio24syv bliver dansk kulturarv – Museum efterlyser personlige beretninger fra stationens lyttere

Den 31. oktober sendte Radio24syv deres sidste program og satte dermed det foreløbige punktum for radioens virke. I otte år har Radio24syv været med til at skrive radiohistorie på flere områder, mener man hos Danmarks Tekniske Museum i Helsingør, der ikke vil lade denne del af danske mediehistorie gå i glemmebogen.

I forbindelse med lukningen har museet derfor indsamlet genstande og materiale, som skal sikre, at historien om radioen bliver gemt for eftertiden, lyder det i en pressemeddelelse fra museet. Radio24syv er dermed blevet en del af dansk radiohistorie og dansk kulturarv. 

”Radio24syv skriver sig ind i en lang stolt dansk radiohistorie, der strækker sig godt 100 år tilbage. Amatørradio dannede grundlaget for oprettelsen af, hvad der skulle blive til Danmarks Radio, i 1925. I slutningen af 1950’erne udfordrede piratradiostationen, Radio Mercur, den etablerede radio med deres fokus på ungdommen. Selvom stationen ikke overlevede, så blev P3 oprettet i 1963, som en ungdomskanal. Og på samme både har Radio24syv udfordret radiosektoren herhjemme med deres nytænkende og grænsebrydende tilgang,” siger museumsinspektør på Danmarks Tekniske Museum, Jacob Thorek Jensen. 

Efterlyser personlige beretninger

Museet har blandt andet indsamlet den mixer, hvorfra en stor del af stationens programmer som ‘Det, vi taler om’ og ‘Den Korte Radioavis’ er blevet styret. Det var fra denne mixer, at kanalen blev ”åbnet” i 2011 og det var herfra, at man lukkede ned fra lyden torsdag den 31. oktober ved midnat. 

I forbindelse med indsamlingen søger museet samtidig personlige historier og beretninger fra danskere, som har lyttet til stationens programmer. 

Man kan kontakte museet på skj@tekniskmuseum.dk, hvis man ønsker at bidrage med sin historie.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test