TOP

Publikumsboom fører til flere nye biografer

2018 var et godt år for danske biografer. Med en stigning på 49,1 procent blev der nemlig solgt flere billetter end i 2017. Det hænger ikke mindst sammen med det faktum, at markant flere købte billet til danske film.

Og med sådan en imponerende stigning er det måske forventeligt, at der også bliver bygget nye biografer for at imødekomme den stigende efterspørgsel.

Michael Obel, der er kendt i branchen, er en af dem, der nyder godt af stigningen. Efter at have fået positivt tilsagn om 1,5 millioner støttekroner til drift over de næste tre år, kaster han sig nu over at bygge en ny biograf i Ringsted. Det skriver Sjællandske Medier.

“Det er dejligt, at der er politisk opbakning til en biograf nu, men også den meget positive respons fra folk er jo et supergodt udgangspunkt,” siger Michael Opel til Sjællandske Medier.

Michael Obel har tidligere åbnet biografer – blandt andet luksusbiografen MovieHouse i Hellerup, hvor han forsøger at gøre biografoplevelsen til en “berigelse” med blandt andet lænestole og håndsyede puder og tæpper.

Ifølge brancheforeningen Danske Biografer er det netop opførelsen af den slags nye luksusbiografer, der er med til at sætte vind i sejlene for danske biografer.

“Danmark oplever for tiden et sandt biografbyggeboom. Nye luksusbiografer skyder op som paddehatte over det ganske land. I 2018 så vi åbningen af nye flotte biografer i Hellerup, Haderslev, Sønderborg og Løgstør, samt skelsættende forbedringer af eksisterede biografer i blandt andet Rødovre og Kgs. Lyngby. Trenden fortsætter i 2019 med åbningen af nye biografer i Esbjerg og Nordhavn, ligesom der rumles med biografplaner i både Holstebro og Aarhus,” skriver de i en pressemeddelse.

Hos Foreningen af Filmudlejere i Danmark er der da også kun positive tilsagn at hente, når det kommer til flere og bedre biografer i Danmark.

”Et stigende antal biografgæster, og samtidig endnu bedre biografer at se filmene i, er enhver filmudlejers drøm. En drøm, der til fulde gik i opfyldelse i 2018,” udtaler formand Mads Nedergaard i en pressemeddelse fra Danske Biografer.

Michael Obel forventer, at den nye biograf vil stå færdig i løbet af otte-ni måneder.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på kasper@kulturmonitor.dk.