TOP

Produktionsselskab satser på at supplere tv-serier med bogudgivelser

Produktionsselskabet Impact TV, der primært er leverandør af dokumentarserier til DR og TV 2, tager nu tilløb til at gå ind i markedet for bogudgivelser – primært med fokus på true crime-genren. 

Selskabet har således allerede aftaler på plads med flere forfattere og er i gang med at ansætte en ansvarlig for bogudgivelserne, fortæller ejer og administrerende direktør Thomas Heurlin ifølge Mediawatch.

Direktøren påpeger, at det er et ønske om at kunne udnytte flere platforme, hvad angår produktionsselskabets tv-produktioner, der har affødt ideen omkring bogudgivelserne.

“Vi vurderer, at mange af vores produktioner også kan have et liv på andre platforme. Eksempelvis er ‘Gaden’ blevet set af en million danskere på TV 2, mens hele to millioner har læst longreads og yderligere to millioner har set særligt producerede digitale fortællinger på nettet. Derfor vil vi gerne udgive bøger – formentlig tre-fire gange om året og ofte inden for true crime-genren,” lyder det fra Thomas Heurlin.

True crime-genren er for øjeblikket populær blandt både læsere, men også lyttere, hvor podcasts som danske Mørkeland og amerikanske Serial, står som nogle af de største.    

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk