TOP

Producentforeningen: Filmbranchen skal være bæredygtig

Hvor stor en klimabelastning er filmbranchen ansvarlig for? Og hvilke mål skal branchen forfølge på det grønne område?

Det er nogle af de spørgsmål, der står øverst på dagsordenen i branchealliancen Bæredygtig Film og TV Produktion, som Producentforeningen har tilsluttet sig. 

Alliancen, der er forankret i erhvervsklyngen Vision Denmark,  blev en realitet i 2018 og går nu ind i fase 2. 

“Filmbranchen er en af de brancher, som har et stort ressourceforbrug. Flyrejser, lyssætning, kostumer og catering er blot nogle af de områder, der bruger meget energi, og i en tid, hvor klimabevidstheden fylder meget på både den individuelle og den politiske dagsorden, skal vi i gang med at se på, om det er muligt at nedbringe branchens CO2 udledning,” lyder det i et nyhedsbrev fra Producentforeningen

Udover at arbejde for en grønnere fremtid, ser Producentforeningen også konkrete økonomiske årsager til at arbejde med klimabevidstheden i filmbranchen. 

“Det handler også om at ruste den danske branche til internationale krav. Flere og flere regionale filmfonde i Europa stiller krav om, at man har forholdt sig til produktionens bæredygtighed og for eksempel aflægger et grønt regnskab, og der er ingen tvivl om, at der kommer yderligere krav fra både EU og i forbindelse med den danske regerings klimaplan. Alene derfor skal vi i gang nu, og derfor skal vi sørge for at være konkurrencedygtige med udlandet også på dette område,” lyder det i nyhedsbrevet, hvor det også fremgår, at en hjemmeside med viden og guidelines om området vil gå i luften i løbet af februar. 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.