TOP

Priden afviser deltagere: “Vi kan ikke have stive mennesker, der skal giftes”

Copenhagen Pride har følt sig nødsaget til at ændre den hidtige tilmeldingsproces til en ansøgningsproces, da formålet med demonstrationen ellers bliver udvandet. Det forklarer kommunikationschef i Copenhagen Pride, Thomas K. Rasmussen, til TV 2 Lorry.

Når alle kan tilmelde sig, har det ført til, at folk deltager i priden med hensigter, der ikke har noget med LGBT+ at gøre. Copenhagen Prides kommunikationschef bebrejder ikke dem, der gerne vil holde polterabend i paraden.

“Men der må vi huske på, hvad det er, vi laver. Det er en demonstration, der handler om LGBT+-rettigheder. Vi kan ikke have stive mennesker, der skal giftes, ved siden af folk, der demonstrerer mod, at homoseksuelle bliver jagtet i Tanzania,” siger Thomas K. Rasmussen til TV 2 Lorry.

Til Kulturmonitor uddyber kommunikationschefen, at de samtidig er blevet gjort opmærksomme på problemet fra paradedeltagere. De oplever, at flere i paraden ikke forholder sig til, at det er en parade, der er baseret på et seriøst grundlag.

“De tror, at de er til sommerfest. Med en ansøgningsproces vil vi kunne sige nej til nogen, der synes, at det kunne være sjovt at være med til en fest den dag, men derudover intet forhold har til Pride Parade. De vil bare ud og have en fest i festen. Det må man gerne, men så skal man ikke gå med i paraden. Det er ikke et karneval,” forklarer han til Kulturmonitor.

Valget er faldet på dem, der bedst kunne forklare, hvorfor de fortjener en plads i paraden. Derudover skal de have styr på et koncept på forhånd i form af eventuelle slogans og udsmykning af lastvognen.

Siden april har man kunnet ansøge om at blive en del af Copenhagen Pride. Det har resulteret i, at paradedeltagerne nu er udvalgt, og omkring 10.000 vil deltage i paraden.

Begivenheden finder sted i forbindelse med Pride Week lørdag den 17. august og starter fra Frederiksberg Rådhus.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk