TOP

Politisk flertal vil have fjernet Joy Mogensen fra forhandlinger om kultur-hjælpepakke: “Hun har hverken overblik, løsninger eller penge”

Et politisk flertal bestående af Radikale Venstre, Enhedslisten, SF, Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og løsgænger Uffe Elbæk vil have forhandlingerne om en hjælpepakke til det danske kulturliv flyttet fra Kulturministeriet til enten Erhvervsministeriet eller Finansministeriet. Det skriver Berlingske.

“Kulturministeren har nu haft tre uger til at danne sig et overblik over, hvor lokummet brænder, så vi som folketing kan handle. Men hun (kulturminister Joy Mogensen, red.) har stadig hverken overblik, løsninger eller penge,” udtaler Zenia Stampe (R) til avisen.

Den opsigtsvækkende modstand fra regeringens støttepartier kommer i kølvandet på en udpræget kritik af Joy Mogensens ageren i den verserende coronakrise – en kritik rettet af politiske såvel som kulturelle profiler.

Til Kulturmonitor har både Zenia Stampe og kulturordførerne Mai Villadsen (Å) og Britt Bager (V) for nyligt understreget utilfredsheden med Kulturministeriets krisehåndtering, mens også brancheorganisationerne Dansk Skuespillerforbund og Danske Filminstruktører åbent har kritiseret ministeren for handlingslammelse og manglende lydhørhed.

I fredags lykkedes det dog Kulturministeriet at få sænket grænsen for støtte til selvstændige, freelancere og kunstnere, og i løbet af søndagen fik kulturminsteren sammen med erhvervsminister Simon Kollerup en ny aftale på plads for landets zoologiske haver og akvarier, som nu kan få dækkes deres nødomkostninger.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk