TOP

Peter Madsen-dokumentar møder hård kritik: “Jeg er forfærdet over produktionens håndtering af de medvirkende”

Den danskproducerede dokumentar ‘Into the Deep’ om Peter Madsen og miljøet omkring den morddømte ubådsbygger får hård kritik af filmens fotograf og en af  de medvirkende. Det skriver filmmagasinet Ekko

”Jeg kender til mindst to personer, som var bekymrede for at være med i filmen, men hvis kritik ikke blev taget til efterretning. Og jeg er forfærdet over produktionens håndtering af de medvirkende,” siger dokumentarfilmens fotograf, Cam Matheson, til Ekko. 

En af de medvirkende er Anja Olsen, som de på sociale medier skriver, at hun medvirker i filmen mod sin vilje, og at hun flere gange tydeligt har gjort instruktør Emma Sullivan opmærksom på, at hun ikke ønskede at medvirke i filmen af helbredsmæssige grunde, der er knyttet til et traume, som har forbindelse til mordsagen. 

Anja Olsen har givet interviews til filmholdet bag ‘Into the Deep’, men vidste med egne ord ikke, at hun medvirkede i filmen, før den blev solgt til Netflix og udtaget til filmfestivalen Sundance, der blev afviklet i januar.

Filmens instruktør Emma Sullivan og producent Mette Heide fra selskabet Plus Pictures, der står bag filmen, giver i hver sin skriftlige kommentar til Ekko deres besyv med.

”Alle de medvirkende deltog frivilligt i dokumentaren og gik med til at give interviews over en årrække. Undervejs spurgte jeg dem, hvad de håbede, at filmen kunne opnå, og jeg brugte deres svar til at forme fortællingen,” skriver Emma Sullivan blandt andet i sin mail, mens Mette Heide fortæller, at hun sidst mødtes med Anja Olsen i efteråret 2018, hvor hun fortalte hende om intentionerne med filmen, samt at ‘Into the Deep’ vil udkomme på Netflix.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test