TOP

Peter Adolphsen bliver ny formand for Danske Skønlitterære Forfattere

Arbejdet med at varetage professionelle skønlitterære forfatteres vilkår vil fra den 15. juni have en ny formand i spidsen.

Forfatter Peter Adolphsen overtager formandsposten efter den nu afgående formand Peter Rønnov-Jessen, der afleverer en interesseorganisation med omkring 200 medlemmer til den nye formand. Det skriver BogMarkedet.

Han giver stafetten videre med de lidt kryptiske ord:

“Den første tekst, jeg nogensinde fik trykt, var en tv-anmeldelse. Det var måske 1983 eller 1984, og jeg måske 11 eller 12 år gammel og skolepraktikant på Aalborg Stiftstidendes kulturredaktion. Det eneste, jeg husker fra den tekst, var en omtale af filmen ’Norma Rae’ (1979) med Sally Fields, og det eneste, jeg husker fra den film, var scenen, hvor hun står på et bord i den buldrende tekstilfabrik og indædt holder et lille papskilt op. Et eneste, lille ord på skiltet: “UNION”. Jeg antyder ikke at en cirkel i mit liv hermed er sluttet – nærmere er det en spiral, der flintrer endnu en tur rundt,” siger han til BogMarkedet.

Peter Adolphsen, der er født i 1972, er uddannet fra Forfatterskolen i København i 1995. Hans debut er novellesamlingen ‘Små Historier’ fra 1996. I 2013 vandt han Klim-prisen, og senest er han aktuel med kortprosaen ‘Jeg kan ikke huske’ fra 2018.

Udover Peter Adolphsen på formandsposten sidder også forfatter Kristian Bang Foss som næstformand foruden forfatterne Charlotte Inuk, Peder Frederik Jensen, Jesper Lützhøft, Lotte Kirkeby Hansen, Louise Juhl Dalsgaard, Janne Teller og Anne Lise Marstrand-Jørgensen i bestyrelsen.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på kasper@kulturmonitor.dk.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test