TOP

Partier kalder Joy Mogensen i samråd om hjælpepakke til festivalerne

Det er gået for langsomt med den hjælpepakke til festivalbranchen, som kulturminister Joy Mogensen (S) ellers stillede i udsigt helt tilbage i marts måned.

Så langsomt, at det er gået hårdt ud over festivalernes økonomi og ikke mindst den lange række af underleverandører og kunstnere, der står tilbage med en aflyst sommer og i mange tilfælde uden kontrakter, da aflysningen af festivalerne kom, inden hjælpepakken blev udmøntet. 

Forløbet får nu partierne Venstre og De Konservative til at kalde kulturminister Joy Mogensen (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S) i samråd, skriver Berlingske.

Det er Erhvervsministeriet, der står som ansvarlig for hjælpepakken, men det er kulturministeren, der har forhandlet aftalen på plads med de øvrige partier. Derfor mener De Konservative, at hun må forholde sig til problematikken omkring forløbet.      

“Problemet er, at der er gået hulens lang tid, inden bekendtgørelsen kommer. Der er jo ingen festivalarrangører, der med den mindste ansvarlighed har lavet aftaler med leverandører, og nu er de efterladt på perronen og ser ned i en dyb afgrund,« siger kulturordfører for De Konservative, Birgitte Bergman, til avisen. 

Ifølge Erhvervsministeriet skyldes den langvarige proces omkring hjælpepakken, at man har afventet godkendelsen omkring statstøtten og de nye regler for forsamlingsforbuddet, men ministeriet mener, at festivalerne sagtens kunne indgå kontrakter med leverandørerne, selv om papirarbejdet endnu ikke er på plads.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk