TOP

Paraplyorganisation: “En meget stor række af vore medlemmer i Dansk Kunstnerråds medlemsorganisationer står i en økonomisk udsat position lige nu”

Kommentar: Dansk Kunstnerråd finder det positivt, at regeringen og arbejdsmarkedsparter så hurtigt er blevet klar med en ny midlertidig om lønkompensation, som også dækker kunsten og kulturen. 

Selvom det er meldt ud, at aftalen dækker lønmodtagere i alle de private virksomheder, herunder også foreninger, fonde og selvejende institutioner, der er ekstraordinært hårdt økonomisk ramt som følge af covid-19, vil Dansk Kunstnerråd, som repræsenterer cirka 20.000 kunstnere i Danmark, gøre opmærksom på, at en meget stor række af vore medlemmer i Dansk Kunstnerråds medlemsorganisationer står i en økonomisk udsat position lige nu. 

Det er velkendt, at mange kunstnere arbejder som freelancere i enkeltmandsvirksomheder i den kunstneriske branche. Som følge af covid-19 ser vi p.t. masseaflysninger af både store kunst- og kulturevents samt mindre koncerter, performances m.m.  

Vi skal i den nuværende krisesituation huske på, at der bag disse kunst- og kulturoplevelser findes udøvende og skabende kunstnere. Det er en STOR gruppe af vore medlemmer, for hvem aftaler, ordrer og udstillinger rykkes eller lægges ned – samtidig med, at dagpengesystemet ikke nødvendigvis kan bruges. 

Det er en stor udfordring at finde løsninger, som på bedste vis kan kompensere. Det er derfor et område, som vore medlemsorganisationer allerede er i dialog med kulturministeren og relevante aktører omkring.

Vi må ikke glemme denne gruppe, når det samlede puslespil indenfor kunst- og kulturbranchen samles.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.  

Formand for paraplyorganisationen Dansk Kunstnerråd, som repræsenterer 24 organisationer fra den kulturelle sektor.