TOP

Paludan overvejer retssag mod teater: “Det er tragikomisk”

En monolog der undersøger bullshit-retorik og 100 procent bygger på Paludans egne ord.

Sådan lyder beskrivelsen af teaterstykket ‘Rasmus Paludans Hvide Skjorter’, der oprindelig skulle have haft premiere den 25. oktober på Teatret Magistraten i Silkeborg, men som nu er blevet rykket som følge af en tvist mellem teatret og manden i midten af det hele – Stram Kurs’ partileder, Rasmus Paludan.

Det startede ellers godt. Teatret inviterede i weekenden Rasmus Paludan til at komme og se stykket på premiereaftenen. Men den invitation blev ikke modtaget positivt af partilederen, der returnerede med at bebude en mulig retssag.

Ifølge Paludan krænker forestillingen ophavsretten, fordi stykket er en monolog baseret på hans udtalelser i YouTube-videoer og interviewsituationer. Det skriver Berlingske.

“Jeg har ophavsret til mine udtalelser, der udgør et værk. Hvis man tager alle mine ytringer og udgiver en bog om det, så er det også en krænkelse af ophavsretten,” siger han til avisen.

Han vil først tage endelig stilling til, hvorvidt teatret krænker ophavsretten, når han har set stykket. Men politikeren står dog fast på de rettigheder, der er ham givet.

“Jeg siger ikke, at teaterstykket ikke må opføres. Men hvis de bruger mine ytringer, så skal jeg have royalties. Og hvis de krænker min ophavsret, så vil jeg overveje en retssag,” siger han til Berlingske.

Bullshit-retorik

Hos Teatret Magistraten mener teaterleder Tommy Nielsen, der også spiller rollen som Rasmus Paludan i stykket, at partilederen opfører sig “tragikomisk”, fordi han netop selv slår på tromme for den ytringsfrihed, han nu forsøger at knægte for teatret. De udskyder premieren til 2020 af økonomiske hensyn, fordi det nyåbnede teater ikke har råd til en retssag. 

“Det er tragikomisk at en teaterforestilling, der vil undersøge Rasmus Paludans bullshit-retorik, nu er havnet i et vakuum med forskellige standarder for ytringsfrihed,” skriver Tommy Nielsen i en pressemeddelelse.

Hvis politikeren vurderer, at der er basis for en retssag om krænkelse af ophavretten, skal han i første omgang finde lovhjemmel i ophavsretslovens bekendtgørelse om værker, hvor der i bekendtgørelsens paragraf ét står følgende:

“Den, som frembringer et litterært eller kunstnerisk værk, har ophavsret til værket, hvad enten dette fremtræder som en i skrift eller tale udtrykt skønlitterær eller faglitterær fremstilling, som musikværk eller sceneværk, som filmværk eller fotografisk værk, som værk af billedkunst, bygningskunst eller brugskunst, eller det er kommet til udtryk på anden måde.”

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på kasper@kulturmonitor.dk.