TOP

Over en halv million mennesker har set Asger Jorn-udstilling i Seoul

557.000 museumsgæster har mellem april og september besøgt en stor Asger Jorn-udstilling i Seoul. Udstillingen viste 80 væsentlige værker, som Museum Jorn i Silkeborg har udlånt. Det skriver Museum Jorn i en pressemeddelelse.  

“Det er jo et overvældende stort antal museumsgæster selv for en by som Seoul,” fortæller Museum Jorns direktør Jacob Thage og uddyber:

“557.000 besøgende svarer til fem procent af Seouls indbyggere, så det kan man jo med god grund kalde for en succes. Det har stor betydning for udbredelsen af dansk kunst og kultur i Asien.”

Historisk forankring

Alene i år har Jorn Museum udlånt hele 1.000 værker til udlandet, hvilket vidner om en kolossal international interesse for den afdøde maler. Ifølge Jacob Thage kan den sydkoreanske del af interessen muligvis forklares med Asger Jorns fokus på Den Kolde Krig: 

“Asger Jorn arbejdede meget med konsekvenserne af Den Kolde Krig, som splittelsen mellem Syd- og Nordkorea er udløber af – og den sidste endnu uløste konflikt,” siger museumsdirektøren.

I pressemeddelelsen fremgår det også, at en sideløbende Jorn-udstilling i Salzburg i Østrig har været særdeles succesfuld.

Den østrigske museumsdirektør, Thorsten Sadowsky, kalder udstillingen “en stor publikumssucces” og “et glimrende eksempel på et vellykket internationalt museumssamarbejde.”

Blandt de andre museer og udstillingssteder, som Museum Jorn udlåner værker til i 2019, er Centre Pompidou Paris, MMOMA i Moskva, Guggenheim Collection i Venedig, Cobra Museet i Amstelveen og Petzel Gallery i New York.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test