TOP

Orkesterchef hos Copenhagen Phil: Ja tak til Messerschmidts nationale kulturkanal – men med høje ambitioner!

Debatindlæg: I Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester imødeser vi med stor interesse Morten Messerschmidts indspil om en national kulturkanal. Ethvert initiativ, som kan bringe kvalitetskunst ud til flest mulige med stærke løsninger og bred opbakning – også politisk – er selvfølgelig helt overordnet velkomment, og vi vil gerne takke Messerschmidt for at sætte emnet på dagsordenen. 

Han har selvfølgelig helt ret i, at der ligger et forstærket momentum midt i corona-tidens begrænsede forsamlingsbehov med dertil øget behov for at nå ud til vort publikum på nye måder. 

Der har i mange år været et generelt behov for at bryde igennem mediestøjen og blive en væsentlig del af den offentlige demokratiske samtale. Selv om den buldrende kommercialisme har overtaget opmærksomheden, er aktiviteterne i kunstlivet ikke blevet færre. Dog er det en udfordring, at vi ikke længere lever i en monokultur, men skal tale med ti tunger for at nå de mange forskellige segmenter, som alle forventer at blive talt direkte til. 

Hensigten med en bred investering i kunst og kultur er, at vi stadig på verdensplan er rollemodeller indenfor grundidéen om, at enhver skattebetalende borger og ethvert barn skal have adgang til den rige humanistiske del af vor civilisation, som kunst er. Og der er vi måske ved et nøgleparadoks: Tilgangen er der allerede, men er folk klar over det? 

I Copenhagen Phil er vores primære opgave at tilbyde klassisk musik på højeste niveau i samtlige sjællandske kommuner – en opgave, man kvalitativt set kun kan opnå ved jævnlig, analog tilstedeværelse af spillende musikere. I samtlige af disse kommuner skal vi arbejde med publikumsudvikling og altså ikke kun spille for dem, der forventer, at vi kommer, vi skal også opsøge og udvikle nye publikumsgrupper – et arbejde, som er fysisk og logistisk krævende.

Hvor ville det være skønt, hvis der i forvejen eksisterede en kanal, som kunne formidle vort indhold! 

Markedsføringsbudgetterne ligger på et niveau, der i høj grad muliggør at henvende sig til folk, som allerede kender os. Vi forventes at have et ligeså højt ressource-fokus på medieproduktion af vores aktiviteter som i at udvikle de produkter, vi skal formidle i det autentiske, analoge rum. Altså er der brug for en samlet, forstærket bevågenhed, og en kulturkanal er et spændende indspark.

Når det er sagt, følger der en række spørgsmål, som skal defineres for at ideen er bæredygtig.

Økonomien skal tænkes stort og realistisk fra start

Hvad skal de foreslåede 50 millioner kroner dække over? Morten Messerschmidt kigger selv til den fransk-tyske rollemodel ARTE. Det er et interessant bud, men vejen dertil kan synes lang. Kanalen, som blev oprettet tidligt i 90’erne, har en årlig basisfinansiering via licens på 1 milliard kroner (137 millioner euro) og dækkes via licens fra begge lande. Herudover tilføres midler fra EU’s regionale fond samt sponsorer. Tilsammen udgør budgettet over 2 milliarder kroner og har medejerskab hos både de tyske og franske statslige public service-kanaler. 

Til sammenligning er DR’s årlige budget på cirka 3,7 milliarder kroner hvoraf det største indhug går til aktualitet og debat – men faktisk også til oplysning og kultur. Det skal dog siges, at store dele af DR’s kulturbudget går til egne ensembler og formidling af disse. 

Kunne man i stedet forestille sig at man samlede opgaverne og havde fokus på et sted, men med et bredere indhold repræsentativt set? Er det effektivt? Er det ønskeligt? Kan man flytte seertal fra det brede til det nicheprægede? Kan vi udfordre fordommen om, at det nicheprægede ikke nødvendigvis er for de få, men at kvalitet skal og godt kan distribueres til mange? 

Der er nogle erfaringer og analyser, som der skal kigges på. 

ARTE arbejder med underleverandører, som producerer med høj ekspertise. Er vi klædt på til at levere tilsvarende produkter i Danmark i dag? Ambitionen og drømmen er der, men vi er langt fra at ville kunne realisere det. Udover det kvalitative ligger der store opgaver med at forhandle rettigheder med agenturer og forlag, som i dag ikke ligger lige for i de foreliggende kontrakter og aftaler. Men det er jura, som vi alligevel gerne skulle udvikle til fælles glæde for alle parter af lagkagen, da formidling af produktioner i lang tid har været en øget forventning. Dog bør det igen understreges, at en kanal med højt medie-indhold vil kræve reelle nyproduktioner, som de færreste i dag selvstændigt kan levere. Det kræver, at økonomien tænkes stort og realistisk fra start. 

Indholdet skal grundfæstes i udsyn og kvalitet

Hvem er kanalen for, og hvad skal den indeholde? Erfaringen viser internationalt, at streaming af kulturtilbud i corona-tiden har øget brugerstatistikken indenfor kulturområdet, men ikke udover de segmenter, som opsøger de traditionelle kulturproduktioner. 

En sådan satsning bør have for øje at nå nye målgrupper og skal derfor også produceres skarpt og eksplicit med de rette kompetencer og nye løsninger, inden de formidles. Meget tyder på, at de mange video-glimt i denne tid på sociale medier viser et godt tværsnit af niveauet i dag: Der har selvfølgelig ikke været hverken tid eller midler til at skabe noget helt nyt og banebrydende, men der har været mange, som gerne ville ud med deres budskaber. Fremtiden vil vise, om disse produkter bliver stående som andet end øjebliksbilleder, selv om der har været hæderlige undtagelser med både opfindsomhed og velproduceret kvalitet mellem de mange håndholdte stuekoncerter. 

Vores indhold har mange facetter og repræsenterer et stort hav af udtryksformer, genrer, eksperimenter, traditioner og historiske perspektiver. Netop derfor er vores indhold så vigtigt, for samlet set er landets kunst- og kulturinstitutioner et gennemarbejdet udtryk for det samfund af menneskelige manifestationer, vi består af i dag. Denne flerstemmighed vil retfærdiggøre et demokratisk udgangspunkt, sørge for at vi ikke glemmer vor historie, og at vi holder ytringsfrihedens principper levende. 

Der skal med andre ord være en redaktion på et plan, som sikrer dette udsyn. Men det skal også være en redaktion, som sikrer kvalitet. Er der én ting , som vi, der formidler kunst til nybegyndere i alle aldre side om side med kendere ved, er det, at man skal ramme plet: Første gang – og hver gang. Det er væsentligt, at produktet, især når det henvender sig til nye målgrupper, er af en så exceptionel kvalitet, at det ikke kan afvises – og markedet er krævende.

Medieproduktion af noget, som i udgangspunktet er en analog udtryksform, er et selvstændig tillægsprodukt og skal fungere på samme niveau som de bedste filmproduktioner – en streamet dokumentation af vores aktiviteter er ikke nok. Hvad der er tilgængeligt på mediemarkedet bliver umiddelbart sammenlignet, valgt til og valgt fra i et nådesløst tempo. Det, som for få årtier siden var ”godt nok” lokalt, bliver umiddelbart sammenlignet med det bedste, det internationale marked har at byde på. Det har institutionerne længe været sig bevidste om, og det har samlet set øget de kunstneriske ambitioner. Medieproduktionen af dette indhold må følge de samme ambitioner. Vores publikum er og bliver globalt, uanset hvor lokalt det er. 

Lad idéen blive nordisk

Tilbage til ARTE. Kanalen henvender sig direkte via sine licensbetalende indbyggere til samlet set 150 millioner mennesker fordelt på to af Europas mest folkerige og kulturbevidste lande. Er der muskler til at oprette det samme niveau fordelt på vores snart 6 millioner, eller kunne man i al ydmyghed, når visionen nu først er formuleret, i stedet forestille sig en udvidet ramme på de 27 millioner, som udgør Nordens befolkning? 

Et større fokus end det nationale vil måske være ønskværdigt. Der er en række initiativer for fælles streamingmodeller i støbeskeen – også på nordisk plan indenfor den klassiske musikbranche. Ligesom der indholdsmæssigt er mange historiske og kulturelle sammenfald mellem for eksempel de nordiske museer. 

Nordisk kultur står stærkt globalt set grundet vores privilegerede velfærdssamfunds (stadige) offentlige investeringer i kunst og kultur og ro til at arbejde og udfolde sig frit uden krige, sult- eller naturkatastrofer. Det er klart, at det ville have interesse. Og det er klart, at det ville virke skærpende for os alle. Kan vi samle de erfaringer, som er gjort indtil nu, nationalt, nordisk og internationalt og lade nordic noir møde nordic light – så har vi måske en ambition, et omfang og et brand, som kan motivere til en langt større radius og forbinde det sjællandske og publikum med et større internationalt fællesskab. 

Det vil vi gerne unde dem!  

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Katrine Ganer Skaug er orkesterchef for Copenhagen Phil.