TOP

Organisationer bag over 1000 kulturinstitutioner melder ud om ønsker til coronastøtte

En alliance af kulturorganisationer, som samlet repræsenterer over 1000 kulturinstitutioner, melder nu klart ud om deres ønsker til coronastøtte, skriver Politiken.

Det sker i forbindelse med forhandlingerne om udmøntningen af sommerpakken, som begynder tirsdag.

Bag indsparket til forhandlingerne står Dansk Teater, Dansk Live, Danske Koncert- og Kulturhuse, Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner (DEOO), Organisationen Danske Museer og Danmarks Biblioteksforening.

FAKTA

Indspark til forhandlingerne

Alliancen af kulturorganisationer peger på fire hovedpunkter i forbindelse med forhandlinger om støtte til kulturlivet:

  • Rabat på kulturbilletter resten af året: Kulturlivet foreslår en gentagelse af den del af sommerpakken fra 2020, der giver en rabatordning med halv pris på billetter til kulturoplevelser. Men i år bør tilskuddet løbe frem til udgangen af 2021, så det har en bredere effekt for alle kulturinstitutioner.
  • Genopretningspulje på 75 millioner kroner: Puljen skal åbne teaterscenerne for professionelle freelancekunstnere og de ’sorte T-shirts’, som ifølge kulturlivet har været særlig hårdt ramt under nedlukningen.
  • Skolestartspakke til børn og unge: Der skal afsættes 60 millioner kroner, som giver skolerne øget mulighed for at indkøbe kulturoplevelser.
  • Forlæng aktivitetspuljen: Eftersom kulturlivet skal genåbne under en række restriktioner, som gør det umuligt at fylde sale og scener, bør Folketinget forlænge aktivitetspuljen, indtil restriktionerne er udfaset.

Kilde: Politiken

Vis mere

Organisationerne opfordrer til, at der bliver sikret halv pris på billetter, hjælp til freelancere, bliver indkøbt flere kulturoplevelser til skolebørn og unge – samt at sommerpakken til kultursektoren på 315 millioner kroner ikke kun bruges i sommermånederne, men i resten af 2021. 

“Vil regeringen og forligspartierne gerne hjælpe kulturlivet, skal de gøre det i den periode, hvor vi kan gøre en forskel, og det er for alle andre end museerne primært efter sommerferien,” siger Peter Mark Lundberg, der er direktør for Dansk Teater, til Politiken. 

Flere partier ser ifølge avisen positivt på forslaget om at forlænge sommerpakken.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.