TOP

Opråb fra Aros-direktør: “I dette land er storcentre åbenbart vigtigere end kultur”

Kommentar: Vi lever i eventyrlige tider. I tider som aldrig før og aldrig siden. Tider, hvor vores valg og tanker nu, og i tiden der kommer, vil forme livet for utallige generationer efter os. 

Vi er en del af et Europa, hvor vi som individer og grupper til stadighed udfordres på vores menneskesyn og værdigrundlag, på vores tiltro til retssystemet og enkeltindividets frihed. 

Kulturinstitutionernes bagtæppe har i mange år været tiltagende politisk populisme, finansiel uro, politikerlede, voksende immigration og parallelsamfund, terror og hastige klimaændringer. Og nu en pandemi.

Med regeringens seneste udmelding, hvor kulturlivet igen kommer i sidste række, må vi alle stille os spørgsmålet: Hvad er kunstens, kundskabens og tænkningens plads i et nyt Danmark og Europa? I et Europa, hvor splittelser truer fællesskabet?

Statens Serum Institut vurderer museer til at have en lav smitterisiko, men de må ikke åbne. I Italien åbner museerne to uger før restauranter og cafeer. Men ikke i Danmark. I dette land er storcentre åbenbart vigtigere end kultur. Det kan ikke opfattes som andet end et tydeligt signal på symbolpolitik. Og når kultur bliver symbolpolitik, er det på tide at vågne op.

Kulturlivet er kanariefuglen i kulminen

Jeg har altid tænkt på kulturlivet som en del af samfundets økosystem. Det er det ikke ifølge Mette Frederiksen. Jeg har altid tænkt på kulturlivets ve og vel som kanariefuglen i kulminerne. Nu begynder der at blive mangel på ilt. Det er alvorligt. Ikke bare på den korte bane, men også på den lange bane.  

Den norsk-danske forfatter Ludvig Holberg (1684-1754) er nok den enkeltperson, som har påvirket udbredelsen af idéen om Europa i Norden allermest. Holberg mente, at Europa var baseret på følgende tre historiske forudsætninger: græsk humanisme, romerretten og den kristne frie vilje.

Humanismen handler om troen på mennesket og vores fælles eksistens. Det humanistiske livssyn sætter respekten som norm for det enkelte menneskes ret til udvikling i frihed og moralsk ansvarlighed. Humanisten står fast på sin uafhængighed af ydre autoriteter. Retsvæsenet handler om at have et retssystem, som beskytter enkeltindividet, og den frie vilje handler om graden af selvbestemmelse og indflydelse på vores eget liv uden at være underlagt institutionel tænkning. 

I dag kan vi tilføre et tredje element: demokratiet eller folkestyret. Alle fire dele handler om det samme, nemlig hvordan individ og samfund er tæt sammenvævede og gensidigt afhængige. Dette forhold er smukt beskrevet i den engelske forfatter John Donnes tekst fra 1624, som indledes med linjerne: ”No man is an Island”. Og han fortsætter: “Entire of itself, Every man is a piece of the continent, A part of the main”.

Hvis en af delene mangler, bryder strukturen sammen. Uden den frie vilje, ikke noget demokrati. Uden beskyttelse af enkeltindividet, ingen humanisme. Derfor skal det tankegods, der ligger bag vores fælles værdier, konstant udfordres og aldrig lades i ro, men udfordres og undersøges for at sikre, at trådene holder. At strukturen er stærk og fleksibel. Når kulturlivet bliver bedt om at bøje nakken og være ydmyg, ser vi silhuetterne af et samfund ingen af os vil genkende os i og i endnu mindre grad leve i.

Absurd at tale kulturen ned

Humanismen og den frie vilje er sat på prøve. For når politikerne i høj grad nedprioriterer kundskab og kultur, så cementerer den samme holdning over tid sig i den brede befolkning. At tale kulturen ned gennem sådan en prioritering er en farlig og absurd politisk og økonomisk strategi, når man tænker på, at danske museer alene i 2019 havde mere end 16 millioner besøgende.

Litteratur og andre former for kunst kan nogle gange åbne vores øjne for det åbenlyse, som vi ellers nemt kommer til at overse. Nogle former for kunst har en helt særlig evne til at udfordre vores tænkning. Ja, kunst forudsætter simpelthen, at vi tager et opgør med vores egne og samfundets fordomme, normer og tabuer.

Et sted i ‘De sataniske vers’ (1988) skrev den indiske forfatter Salman Rushdie (f. 1947) ”En digters arbejde består i at nævne det unævnelige, i at udpege bedrag, tage parti, starte skænderier, forme verden og forhindre den i at falde i søvn”. Som et ekko heraf lyder den palæstinensiske litteraturteoretiker Edward Saids (1935-2003) ord, da han få år senere i de berømte ‘Reith-forelæsninger’ (1993) skriver om den intellektuelles ansvar. ”Den intellektuelles største ansvar”, siger Said, ”er stadigvæk at sætte spørgsmålstegn ved status quo i alle dele af samfundet”.

Opfordringen er krystalklar: Gør man ikke det, svigter man sin næste og sin egen mulighed for at gøre verden bedre. 

Vil åbne Aros

Nogle former for kunst rummer evnen til at stimulere og udvikle individualister, der er i stand til at tænke kollektivistisk. Selvstændigt tænkende har derfor altid været den største hindring for dem, som ønsker at kontrollere andres tanker og liv. Det være sig politisk og/eller religiøst. ‘De sataniske vers’ udløste en fatwa over Rushdie fra det iranske præsteskab. En fatwa som fortsat står ved magt. Bogen står på mange måder stadig som et symbol på en kamp, der aldrig må tabes; friheden til at ytre sig kritisk, som er kernen i demokratiets idé og udgangspunktet for al humanisme, og muligheden for at udfolde vores fri vilje. Men nu afkræves kulturlivet lydighed, også når det ikke giver mening og er logisk og rationelt.

Kulturinstitutioner må prioriteres. Fordi vi er økonomiske lokomotiver. Fordi vi er med i tænkningen af samfundet. Vi må aldrig tro, at de kampe for frihed og ligeværd, som er vundet, er vundet én gang for alle. Det er vigtigt, at vi som samfund stiller spørgsmål. Også fordi disse rettigheder ikke gælder alle dem, du møder i løbet af en dag. De skal vindes igen og igen. Gennem samtaler, kritik, uenighed og forståelse af mellemmenneskelige relationer, ikke gennem at kræve, men gennem at skabe og ”forhindre den [verden] i at falde i søvn”. Det er dét, der står på spil. 

Jeg har problemer med at være en del af en lydighedskultur, der ikke ser hele mennesket eller forstår, hvordan samfund skabes.

Jeg vil nu se på, hvordan vi kan åbne hele Aros snarest mulig og før 8. juni for at vise, at Danmark er en kulturnation og ikke blot en konsumptionsnation.

Samfundet skal have ilt.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk. 

Erlend G. Høyersten er direktør for kunstmuseet ARoS i Aarhus.