TOP

“Ondskabsfuld voksenmobning”: Peter Aalbæk Jensen stopper som blogger hos Filmmagasinet Ekko efter branchekritisk stormvejr

“Jeg kipper med flaget og uddeler begejstret fem ud af fem klask til Nanna. Det er sjældent nu om dage, at nogen så direkte står ved deres drifter. Heltemodigt!”

Sådan lød en af flere opsigtsvækkende linjer i Peter Aalbæk Jensens seneste blogindlæg hos Filmmagasinet Ekko – et indlæg, der siden publiceringen fredag er blevet fjernet fra Ekkos hjemmeside, ligesom den succesfulde Zentropa-stifter og -producer har stoppet sit blogger-samarbejde med øjeblikkelig virkning. 

Blogindlægget var Peter Aalbæk Jensens tredje anmeldelse af de danske filmanmeldere, som tidligere har omfattet Politikens Kim Skotte og Informations Christian Mongaard.

Denne gang var turen kommet til Danske Filmkritikeres formand og filmanmelder ved Politiken, Nanna Frank Rasmussen, som Peter Aalbæk Jensen i sit blogindlæg karakteriserer ved sine “libido­-gennemsyrede tekster” og ved at være “en excellent kombination af trunte og traurig.”

“Nedladende og sexistisk”

Hos Danske Filmkritikere har bestyrelsen formuleret en kommentar til såvel Peter Aalbæk Jensens blogindlæg som Ekko publicistiske ansvar i sagen.

“Det forekommer indlysende problematisk, at Peter Aalbæk har fået et frit talerør i et etableret medie til at køre en personlig vendetta – en vendetta, han har varmet op til i to blogindlæg forinden, hvorfor resultatet ikke kan være kommet bag på Ekkos redaktion,” lyder det blandt andet i kommentaren, der yderligere formulerer, at sagen “strider mod al praksis for god journalistik.”

Udover Danske Filmkritikeres bestyrelsesmedlemmer har lang række af øvrige mandlige og kvindelige branchefolk – deriblandt filminstruktørerne Charlotte Sachs Bostrup og Christina Rosendahl, manuskriptforfatter Dunja Gry Jensen og filmanmelder Casper Vang – højlydt kritiseret Peter Aalbæk Jensens blogindlæg, der tager konkret udgangspunkt i Nanna Frank Rasmussens anklage mod Peter Aalbæk Jensen for sexchikane i 2018, mens også Ekkos ageren har mødt modstand.

“Hvorfor har nogen behov for at skrive sådan om andre mennesker og nok så vigtigt – hvorfor i alverden trykker Ekko det? Fy føj. Dette er simpelthen ondskabsfuld voksenmobning. Stop det nu,” skriver lyddesigner Peter Albrechtsen i et Facebook-opslag.

Også Go’ morgen Danmarks mangeårige filmanmelder Ann Lind Andersen gik til tasterne i et harmdirrende opslag på Instagram. 

“Hvis vi skulle anmelde film på samme måde, som Ekko lader Aalbæk gøre, senest i en så nedladende og sexistisk tekst om filmkritikernes formand, Nanna Frank Rasmussen, skulle vi altid lade vore indre svinehund gå efter manden/kvinden og ikke efter bolden,” skrev Ann Lind Andersen blandt andet. 

Klare indikationer om personlig fejde

I Ekkos egen artikel om Peter Aalbæk Jensens øjeblikkelige stop som blogger og fjernelsen af det kontroversielle blogindlæg skriver Ekko, at Peter Aalbæk Jensen ikke vil underordne sig, hvad han kalder ”korrekthedspolitiets totalitære livsanskuelse”, og at samarbejdet mellem Aalbæk og Ekko derfor afsluttes – dog uden strid mellem parterne. 

Samtidig forklarer Ekkos chefredaktør Claus Christensen, at visionen om at invitere Peter Aalbæk til at blogge om filmbranchen med faglige indlæg tilsyneladende løb løbsk, og det til trods for, at Peter Aalbæk Jensen siden blogindlægget ‘Anmelderne skal anmeldes‘ har varslet en personligt vinklet anmeldelse af Nanna Frank Rasmussen.

Senere, i sin anmeldelse af Politikens anmelder Kim Skotte, indledte Peter Aalbæk Jensen sit blogindlæg med ordene: “Jeg ved – små snuskebasser – at I længes efter anmeldelsen af anmelder Nanna Frank Rasmussen, men det må lige vente lidt,” ligesom han i slutningen af sin anmeldelse af Christian Mongaard skrev:

“Hov for satan, jeg har ikke glemt anmelder Nanna Frank Rasmussen. Fodrede edb-apparaturet med et bistert foto af Nanna, som fik S.P.A.Z. til at lukke sig selv ned i en ildevarslende tavshed. Vi må se, hvornår vi får herlighederne at vide.”

Ifølge Ekkos egen artikel om sagen formåede blogindlægget om Nanna Frank Rasmusen dog stadig at komme bag på chefredaktør Claus Christensen.

“Det var ikke tanken, at det skulle udvikle sig til personangreb under bæltestedet, eller at bloggen skulle være en platform for en personlig fejde,” udtaler Claus Christensen til sit eget medie. 

Til Kulturmonitor uddyber han i en skriftlig kommentar:

“Bloggerne i Filmmagasinet Ekko har frit slag, og bloggen er kun udtryk for bloggerens egne holdninger. Men det pågældende indlæg var et under bæltestedet-angreb på en anmelder i en sag, bloggeren selv er part i. Det blev derfor fjernet, ligesom samarbejdet med bloggeren stoppede.”

Kulturmonitor har spurgt Claus Christensen, hvorfor blogindlægget om Nanna Frank Rasmussen ikke blev fravalgt som led i en redaktionel vurdering.

Chefredaktøren er også blevet spurgt, hvorfor Peter Aalbæk Jensens tidligere formuleringer i sin blog ikke netop har givet indikationer om det “personangreb under bæltestedet” og den “personlige fejde”, som Ekko har forsøgt at undgå.

Det har dog ikke været muligt at få svar på disse spørgsmålet fra Claus Christensen, som i en mail tilføjer:

“I fremtiden vil vi være særligt opmærksomme.”

Artiklen er rettet og opdateret tirsdag 3. marts kl. 09.13 med oplysninger om, at lyddesigner Peter Albrechtsen ikke har slettet sit Facebook-opslag.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk