TOP

Omar Shargawis nye film er (også) udtaget til filmfestivalen i Berlin

Omar Shargawis nye film “Western Arabs” får premiere på den internationale filmfestival i Berlin til februar. Filmen er en del af Panorama Dokumente Section på festivalen.

Omar Shargawi er ikke alene om at repræsentere dansk film i den tyske hovedstad. I sidste uge kom det frem, at Lone Scherfigs  “The Kindness of Strangers” skal åbne filmfestivalen og deltage i hovedkonkurrencen, mens DRs TV-serie “Bedrag III” er udtaget til Berlinale Series.

“Western Arabs” handler om Omar Shargawis familie og især forholdet til faderen. Filmen bliver beskrevet som en dokumentar-hybrid, der over en periode på 12 år følger familien med en palæstinensisk far, dansk mor og tre sønner på godt og ondt.

“Jeg er glad for, at min far får sin stemme hørt på det store europæiske lærred. Det er en relevant historie, der ikke kun omhandler mig og min families personlige problemer. Jeg tror, den vil eksemplificere mange af de familier i den vestlige verden, der også har flygtningebaggrund. Familier, som har lidt under krig og kaos, og som har undsluppet det ved at flygte fra deres hjemlande. Det er den fortælling, jeg gerne vil fortælle, mere end fortællingen om min familie,” udtaler Omar Shargawi.

Filmen er produceret af Snowglobe, og i en pressemeddelelse udtaler de tre producere Katrin Pors, Eva Jakobsen og Mikkel Jersin:

“Omar har med “Western Arabs”, lavet sin mest personlige film til dato: en ekstremt modig, ærlig, original og rørende film. Emnet er relevant for os alle og vigtig for samtidens diskurs. Vi er glade og stolte over at blive udtaget til Berlin, som er een af de mest betydningsfulde festivaler i verden.”

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.