TOP

Olafur Eliasson står i spidsen for Tivolis planlagte bypark – omfatter nu Axel Torv og hele 14.000 kvadratmeter

Tivoli har fået den verdensberømte dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson til at stå i spidsen for planerne om at omdanne den flersporede vej mellem Axelborg og H.C. Andersens Boulevard, der ligger klods op af Tivolis hovedindgang, til en grøn og bilfri bypark. Det skriver Tivoli i en pressemeddelelse.

Visionen kom allerede på bordet sidste år, men griber nu om sig på flere måder. Udover at præsentere sin nye kunstneriske styrmand kan Tivoli også berette, at det storstilede bypark-projekt nu også inddrager Axel Torv og omfatter hele 14.000 kvadratmeter.

Visualisering: Gehl Architects
Visualisering: Gehl Architects
Visualisering: Gehl Architects

Vil “give en menneskelig dimension tilbage til byen”

Selvom projektet kræver yderligere fondstøtte, inden finansieringen er på plads, er Tivoli dog klar med både visualiseringer og specifikationer i forhold til, hvad byparken skal bestå af.

Konkret skal asfalten i den flersporede vej erstattes af træer, vand, dyreliv og illuminationer for den måde at skabe et nyt rekreativt område midt i København.

Projektet er i tråd med Københavns Kommunes mål om, at københavnerne i fremtiden skal opholde sig endnu mere i byens rum og opleve København som en grøn hovedstad. Ifølge Olafur Eliasson er der heller ingen tvivl om byparkens potentielle gevinst i både arkitektoniske, menneskelige og sanselige henseender.

“Vesterbro Passage er et vindue ind i fremtiden. Vi ønsker at forme den som et byrum, der aktivt forholder sig til menneskers liv i forandring, hvor opdelingen mellem arbejde og privatliv står til forhandling. Et fortættet grønt byrum med rekreative aktiviteter, der understøtter diversitet og forskellighed; et rum, der skaber unikke sansninger og oplevelser af luft, lyd og lugte, af natur i hjertet af København. Det langsomme, flertydige og åbne vil blive en integreret del af Metropolzonen,” siger kunstneren i en pressemeddelelse og tilføjer:

“Vi ønsker at give en menneskelig dimension tilbage til byen; at skabe en park, hvor oplevelsen af tid og ro, hvor mødet med andre og følelsen af fællesskab i byrummet træder frem som en bærende værdi, der definerer København, nu og i fremtiden.”

Udover Olafur Eliasson er også arkitektfirmaet Gehl og arkitekt Sebastian Behmann fra Studio Other Spaces (SOS) blevet tilknyttet projektet.

Bustrafikken må ikke sande til

I forbindelse med offentliggørelsen af projektet sidste år lovede overborgmester Frank Jensen (S), at han sammen med teknik- og miljøborgmesteren ville stå i spidsen for de nødvendige analyser af trafikken. De analyser er under udarbejdelse, lyder det i Tivolis pressemeddelelse.

“Jeg er superbegejstret for forslaget. Det er et superflot projekt og et flot eksempel på den kreative, organiske måde, vi arbejder med at give plads til mennesker, til ophold og til naturoplevelser helt inde i hjertet af vores by. Der er allerede flere forslag i spil i området for at skabe skønne byrum med færre biler. De skal selvfølgelig ses i sammenhæng, så vi ikke risikerer, at al bustrafikken i byen sander fuldstændig til. Det analyserer vi lige nu – med grønne briller og træer i kikkerten,” siger Frank Jensen.

Fra Tivolis optik kan byparken også tænkes at tiltrække endnu flere danske såvel som udenlandske gæster. Det understreger Tivolis direktør, Lars Liebst.

“Covid-19 har sat en tyk streg under behovet for flere grønne åndehuller i byerne. I Byparken i Vesterbro Passage og Axel Torv får københavnerne nye oplevelsesrige byrum og den skønnestecykelrute i byens centrum. Vi er meget tilfredse med udviklingen og ikke mindst den meget brede opbakning til projektet fra borgerne, handelsdrivende og politikerne. Med byparken gør vi vores til, at København bliver en endnu mere grøn og attraktiv by at bo i og besøge som turist.”

Tivoli håber at kunne indvie byparken i foråret 2023.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk