TOP

Økonomisk nødhjælp eller konkurs? Ny corona-hotline skal give kulturlivet svar på de mest presserende spørgsmål

Mens det danske kulturliv fortsat venter på, at forhandlingerne om den varslede corona-nødhjælp når til ende, har Kulturministeriet oprettet en særlig hotline til de personer, foreninger og organisationer, der måske – måske ikke – er omfattet af de eksisterende hjælpepakker.

I en pressemeddelelse lægger kulturminister Joy Mogensen (S) vægt på, at den nylancerede hotline, der er aktiv fra og med mandag 6. april, skal hjælpe ministeriet såvel som kulturlivet med at disponere kræfterne rigtigt.

“De seneste dage er vi sammen med Folketingets partier blevet enige om en række tiltag, der skal hjælpe aktører på kultur- og medieområdet, som ikke i tilstrækkelig grad tidligere har været omfattet af de generelle hjælpeordninger. For bedst muligt at kunne hjælpe de personer, foreninger og organisationer, der er omfattet af de nye ordninger, så opretter vi nu en særlig Corona-hotline, hvor man kan få svar på de mest presserende spørgsmål. Vi håber, at mange vil gøre brug af hotlinen, hvis de har spørgsmål,” udtaler kulturministeren.

Hotlinen administreres af Slots- og Kulturstyrelsen, og telefonen er åben alle hverdage i tidsrummet 9-16. Medarbejderne vil besvare spørgsmål om de ordninger, der er etableret under Kulturministeriet, samt henvise til Erhvervsministeriets hotline, når det er relevant.

Telefonnummeret er 33 74 50 00.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk