TOP

Nyt Vadehavsmuseum på Fanø møder problemer

Der er kommet grus i maskineriet hos initiativtagerne til det nye Vadehavsmuseum på Fanø. Det storstilede projekt, der forventes at koste 70 millioner kroner, møder nu modstand fra Danmarks Naturfredningsforening, der kritiserer placeringen af byggeriet.

For hvad er egentlig visionerne med projektet, spørger foreningens lokalafdeling på Fanø, der spekulerer i, om initiativtagerne har ladet sig rive med af den gode historie om en bygning tegnet af stjernearkitekten Bjarke Ingels i yderste klitrække. Det skriver JydskeVestkysten.

Placeringen er, ifølge Danmarks Naturfredningsforening, problematisk og unødvendig, da det forstyrrer Danmarks kyster, som ellers altid har nydt godt af at være beskyttet mod blandt andet byggeri.

“Vi vil gerne være med til at udvikle formidlingsdelen af projektet, men placeringen af en bygning i det nationalt og internationalt beskyttede naturområde er meget problematisk og helt unødvendig. I Danmark har vi takket være fremsynede lovgivere hidtil undgået at forstyrre vores kyster med byggeri, hvilket er enestående i Europa,” siger lokalforeningen til JydskeVestkysten.

Danmarks Naturfredningsforening peger i stedet på at lade bygningen blive opført centralt på Fanø, hvor den vil gøre mindre skade, samtidig med at den vil kunne skabe mere værdi for centerområdet.

Selvom initiativtageren til det såkaldte Lycium-projekt, den 74-årige Højesteretsadvokat Steen Lassen fra København, har “stor respekt” for Danmarks Naturfredningsforenings tanker om naturen, finder han dog placeringen i klitterne for vigtig for projektet.

“Det er afgørende for projektet og naturformidlingen, at Lycium placeres i klitterne ved Fanø Bad, fordi Bjarke Ingels arkitektur gør Lycium til en del af naturen, hvorfor det ikke ville give mening at placere det et andet sted. For ellers kan man ligeså godt foretage naturformidlingen fra centrum af Fanø Bad, som man kan fra eksempelvis Odense eller København,” siger han til JydskeVestkysten.

Både Fanøs borgmester, Sofie Valbjørn, og Nationalpark Vadehavet har givet byggeriet grønt lys, men da byggeriet skal opføres i et naturbeskyttet området, skal der indhentes en række tilladelser, før det kan realiseres. Ifølge arkitekt David Sahl fra Bjarke Ingels Group vil det tage omkring to år at afdække forholdene omkring Lycium-projektets økonomi og naturfredning. Det skriver JydskeVestkysten.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på kasper@kulturmonitor.dk.