TOP

Nyt københavnsk museum atter ramt af problemer – må udskyde åbning til næste år

Artikel opdateret 08-08-19 kl. 10.05 med ny dato for åbning.

Egentlig skulle museet være åbnet tilbage i begyndelsen af 2018, men det blev forsinket. Så skulle museet være åbnet 29. august i år, men heller ikke det bliver til noget. Nu er der så snart gået fire år og usikkerheden om, hvornår det nye Københavns Bymuseum endelig slår dørene op har bredt sig igen.

Ifølge Politiken er åbningen foreløbig skudt til næste år – uden at der dermed er sat en eksakt dato på. Kulturmonitor har dog talt med museumsledelsen, der slår fast, at den nye dato for åbningen bliver 7. februar 2020 – lige op til skolernes vinterferie.

Marius Hansteen, chef for Historie og Kunst i Københavns Kommune, siger til Politiken, at det er et “offentligt ombud”, der er skyld i den seneste udsættelse.   

»Vi havde udbudt hele inventaret og lyset til museum samlet, men fik meget høje bud. Derfor måtte vi dele det op i to forskellige udbud, som vi nu har fået tilbud på, der passer inden for budgettet. Desværre tager offentlige udbudsprocesser noget tid, og det er den ret kedsommelige forklaring på, at vi må udskyde åbningen«, siger Marius Hansteen til Politiken.

Tilbage i 2015 flyttede museet ud fra sin oprindelige adresse på Vesterbrogade og skulle så efter planen rykke ind i det gamle Overformynderiet på hjørnet af Stormgade og Vester Voldgade. Men en adresseoverdragelse og forsinkelser på ombygningen trak ud. Dette skulle dog være løst og nu venter man så blot på leverandørerne. 

Når museet åbner bliver det blandt andet med en ny interaktiv model over København, der realiseres takket være en fondsdonation på 14,9 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test