TOP

Nyt forslag: Med rød liste vil politikere redde dele af kulturen i stor kommune

Antallet af børn og ældre vil i løbet af de næste 10 år stige i Odense Kommune. Derfor bliver kommunen nødt til at finde flere penge til velfærd for at kunne imødekomme behovet, da beregninger siger, at der vil mangle en halv milliard i 2028. I sidste uge svingede By- og Kulturudvalget sparekniven over kulturen, og det kan i sidste ende gå ud over kulturelle tiltag som TipToe BigBand, Bolbro Bibliotek og H.C. Andersen Festspillene.

Men nu vil to by- og kulturudvalgsmedlemmer fra henholdsvis Socialdemokratiet og Konservative bekæmpe en del af de kulturelle besparelser, og har derfor fremlagt en alternativ spareplan. Det skriver fyens.dk.

Ifølge lokalavisen har Anders W. Bertelsen (S) og Kristian Guldfeldt (K) sat sig sammen og kigget på, hvor der kan spares, og hvor der bestemt ikke skal spares. Det har ført til et system med en gul, grøn og rød liste. Den røde liste består af tilbud, som der ikke må skæres på. Listen indeholder blandt andet Kunstakademiet, H.C. Andersen Festspillene og TipToe BigBand.

Økonomiudvalget har besluttet, at der i forbindelse med budgetforhandlingerne til september skal omprioriteres 200 millioner, som skal gå til velfærd.

Helt konkret skal kommunen spare på blandt andet kulturområdet, vækstinitiativer, fritidsområdet og vedligeholdelse af bygninger og veje. Men de to byrådsmedlemmer fra Socialdemokratiet og Konservative, der til sammen har et flertal bag sig, har lagt en endnu ufærdig spareplan frem, da de mangler svar på en række uopklarede spørgsmål fra embedsværket. De anerkender dog, at der er behov for en omprioritering.

“Det ville være forkert at skyde præcise tal ud om, hvor vi så vil spare henne i stedet, når vi ikke har fået det regnet igennem hos embedsfolkene,” siger Kristian Guldfeldt til fyens.dk.

De påpeger, at deres liste skal ses som et forsøg på at bevare de kulturelle tilbud, som ville blive nødt til at lukke for bestandigt, såfremt de mistede den offentlige støtte. Her nævner de TipToe BigBand og Kunstakademiet som eksempler, da disse ikke kunne genopstå, hvis der senere kom mere luft i økonomien.

Det er endnu ikke vedtaget, hvem besparelserne går ud over. Det går videre til et ekstraordinært udvalgsmøde onsdag den 12. juni. Planen er, at forhandlingerne afsluttes inden sommerferien.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test