TOP

Nyt dansk produktionsselskab vil skabe original dansk tv: “Opsøgende i forhold til nye samarbejder”

Det bliver ikke med store koncerner i ryggen, når det nye danske produktionsselskab A&M Productions snart ser dagens lys.

Bag selskabet står SAM Productions, der ejes af Adam Price og Meta Louise Foldager Sørensen. Indtil videre har de fokuseret på tv-fiktion som blandt andet DR-serien ‘Herrens Veje’, men nu er tiden kommet til at kaste kræfterne efter et nyt selskab, der har fokus på non-scripted livsstils- og kulturprogrammer.

”Som programvært på DR1 i mere end 10 år med flere hundrede programmer på samvittigheden, synes jeg, det var oplagt, ikke kun at beskæftige mig med fiktion, tv-serier, film og dokumentar, men også bevæge mig ind i produktionen af egentlige tv-programmer, nu hvor vi har både erfaringen og de produktionelle muskler til det,” skriver Adam Price i en pressemeddelelse.

Til at stå i spidsen for A&M Productions har de to ejere ansat Mette Støvring som programchef. Hun kommer fra en stilling som producent hos United TV og Nordisk Film TV, hvor hun har produceret alt fra store brede underholdningsshows som ‘Voice Junior’ på TV 2 og ‘DRs Store Juleshow’ til livsstilsprogrammer til børne- og ungdoms-tv.

“Det er en fornøjelse, at vi kan starte det nye selskab op sammen med en så vellidt, ambitiøs og stærk producent som Mette Støvring. Det glæder vi os meget til, og der er allerede adskillige projekter på vej mod produktion,” skriver Adam Price videre i pressemeddelelsen.

Ligesom at produktionsselskabet ikke vil få store koncerner i ryggen, vil de heller ikke arbejde med færdige formater. Selskabet skal nemlig stå for originale tv-programmer og samarbejder med stærke personligheder på den kreative side.

“Med vores nyeste skud på stammen kommer vi til primært at fokusere på originale danske livsstil, kultur- og børneprogrammer. Underholdende tv med noget på hjertet. Vi kommer ikke til at købe formater og have store koncerner i ryggen. Vi kommer til at producere værtsbårne programmer i samarbejde med stærke personligheder, hvoraf vi allerede har en stor række af dem i huset, men vi kommer naturligvis også til at være opsøgende i forhold til nye samarbejder,” siger Meta Louise Foldager Sørensen. 

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på kasper@kulturmonitor.dk.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test