TOP

Nyt bydelsteater åbner i København

Østerbro åbner et bydelsteater for børn og familier. Krudttønden ligger scene til, og det praktiske bliver varetaget på Østerbrogade, hvor der samtidig vil blive afholdt en række kreative workshops. Projektet er etableret med støtte fra Østerbro Lokaludvalg. 

Det skriver Teater Hund og Co. i en pressemeddelelse. 

Teater Hund & Co. er et lille storbyteater for både børn og voksne – stiftet i 2003 af teaterfolk fra den danske teater-, performance- og dansescene. 

Etableringen kommer til at betyde, at teatret kan åbne og rumme mange flere projekter end blot forestillinger. Teater Hund & Co. vil fremover være en fast forankret del af Østerbro. Det skal være et sted, der indtænkes i mange forskellige formater af kreative tiltag i bydelen. Teatret tager selv afsæt til mange af de kunstneriske, sjove, udviklende og bæredygtige tiltag, som både skal foregå i workshopsalen, på Krudttønden, på skoler og mange andre arenaer i bydelen.

I løbet af efteråret vil teatret blandt andet gå i gang med at producere den nye forestilling ‘Himlen Kalder Jorden’. Forestillingen er en co-produktion med Teater Masken og henvender sig til de 5-10 årige. Forestillingen finder sted i starten af det nye år. 

Teater Hund og Co. ledes af Methe Bendix, der er teaterleder og instruktør på børneteater.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk