TOP

Nyt bibliotek og kulturhus med i plan til 142 millioner kroner i Gellerupparken i Aarhus

Det udsatte boligområde Gellerupparken i Aarhus bliver efter alt at dømme snart et kulturhus og et nyt bibliotek rigere. 

Et enigt magistrat har indstillet, at Aarhus Byråd tiltræder en beslutning om at bevilge 102,4 millioner kroner til anlæggelse af et sports- og kulturcampus samt yderligere en indtægtsbevilling på 32,6 millioner kroner, der skal hentes ind via fondsbevillinger. Sammen med etablering af en plads kaldet Verdenspladsen løber hele projektet op i et samlet beløb omkring 142 millioner kroner.

Hos kommunen regner man med, at sports- og kulturcampusset vil kunne tiltrække op mod 600.000 besøgende årligt. Projektet udvikles i et samarbejde mellem Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening og er tegnet af Schmidt Hammer Lassen Architects, der skal stå for opførelsen sammen med MASU Planning ApS, Loop Architects og COWI A/S.

Hvis Aarhus Byråd siger endeligt ok til projektet, forventes arbejdet at gå i gang i april 2020. Det hele forventes at stå færdigt i november 2021.

Aarhus Byråd skal behandle indstillingen på et møde 27. november

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk