TOP

Nyt bibliotek i København er mere end bogudlån: Det handler om dannelse, myndiggørelse og social mobilitet

Antallet af besøgende på danske biblioteker stiger, men mængden af fysiske bøger, danskerne låner, falder. Derfor er det nødvendigt, at vi reviderer vores opfattelse af biblioteket som en samling af bøger og materialer. Det mener lektor ved Institut for Informationsstudier, Henrik Jochumsen, i forbindelse med at et nyt bibliotek åbner på Nørrebro i København den 1. august. Han vurderer, at det giver bedre mening at se mere grundlæggende på de værdier, folkebiblioteket tilfører samfundet.

Det forklarer han til Politiken.

“Biblioteket handler mere om dannelse, myndiggørelse og social mobilitet. Bogen har traditionelt været det primære redskab for læring og dannelse, men nu er bogen bare ét af redskaberne til det. Formidling og arrangementer har lige så stor betydning som udlån af bøger for den overordnede tanke om, hvad folkebiblioteket er,” mener Henrik Jochumsen.

Bibliotekslovens formålsparagraf skal “fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer til rådighed.” Derfor tilbyder det nye bibliotek over 100 studiepladser, rolige læseområder og udearealer, der skal bruges til debatarrangementer og højtlæsning.

I en rapport fra sidste år om bibliotekernes fremtid fremlagde et udvalg nedsat af Københavns Kommune en rapport om, hvordan bibliotekerne skal arbejde for at skabe fællesskab og sammenhængskraft i lokalsamfundet. Det betyder, at de skal have en ambition om at medvirke til at skabe lige og frie vilkår for dannelse til mennesker med forskellige behov og forudsætninger.

Rapporten forklarer samtidig, at fremtidens biblioteker består af tre scenarier: Litteratur, onlinebibliotek og aktiviteter. Ifølge Henrik Jochumsen er det kommende bibliotek på vej mod noget af det rigtige.

“Når bogbestanden betyder mindre og mindre, skal rummet fyldes med andre ting: Arrangementer, formidlingsaktiviteter og i det hele taget være et godt sted at læse og møde andre mennesker,” siger han til Politiken.

Nørrebro Bibliotek bliver en del af Nørrebrohallen og Den Røde Plads, hvor forhåbningen er, at de eksisterende aktiviteter i området skal være med til at give liv til det nye bibliotek.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk