TOP

Nyskabende teater-initiativ til børn og unge stopper

Det nyskabende teater-initiativ til børn og unge, Filiorum, opløses efter seks år. Det skriver de på deres hjemmeside.

Clarissa Meister-Petersen, som har stået bag initiativet, startede det ud fra ønsket om at få scenekunsten ind i børn og unges hverdag og skabe et rum, der kunne vække deres undren og fantasi.

”Det har været 6 hæsblæsende, fantastiske, lærerige, latterfremkaldende og absolut eventyrlige år. Jeg lukker Filiorum på toppen, og ville aldrig have undværet et minut af den tid, jeg har lagt i Filiorum. At se og høre alle de børn, der har fået teatrets magiske verden åbnet for sig igennem de forestillinger og nye initiativer, som Filiorum har præsenteret, gør mig så utrolig stolt og glad. Filiorum havde stor kærlighed til og begejstring for sit publikum, og vi søgte nye veje og satte en ny standard. Nu er tiden inde til at tage alle disse givende oplevelser og erfaringer og omsætte dem til et nyt eventyr,” siger leder af Filiorum, Clarissa Meister-Petersen, på hjemmesiden.

I løbet af årene har Filiorum blandt andet udviklet og drevet Folketeatrets børne- og ungdomsscene ‘U-teater for dig’, teaterprogrammerne ‘Scenekunst på Skoleskemaet’ og ‘Scenekunst i Børnehaven’ for Københavns Kommune samt arrangeret pop-up teaterfestivaler i Gentofte Kommune.

Teaterchef for Folketeatret Kasper Wilton har været glad for samarbejdet, siger han i pressemeddelelsen:

”Filiorum har været med til at forandre den måde, vi præsenterer børn og unge for teater på. Det fundament, Filiorum har lagt, for at forestillinger for børn og unge nu er en fast del af vores repertoire, bygger vi videre på. ’U-teater for dig’ på Folketeatret er kommet for at blive.”

Knap 27.000 børn og unge i alderen 0-16 år har nydt godt af Filiorums mange initiativer de seneste seks år.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen.