TOP

Nybyggerier i Aarhus presser byens kreative miljø: “Billedkunstnere ligger nederst i hierarkiet”

“Realisering af bydelsplanen for Sydhavnskvarteret vil sikre, at Aarhus fortsat kan byde på attraktive bymiljøer med en stor variation af kulturelle formål, kreative arbejdspladser og rum for de socialt udsatte.”

Sådan skriver Aarhus Kommune om deres nye bydelplans for Sydhavnskvarteret, som i øjeblikket huser kunstnere, værksteder og atelierer. 

Området har i flere årtier været præget af kunstnere, der mod en symbolsk husleje kunne udfolde deres talent i havneområdet, da det var et af de områder i centrum, der ikke var bebygget med nyt.

Men nu frygter tre billedkunstnere fra Aarhus, at de storstilede nybyggerier, der skal danne rammen om Kunstbyen i Sydhavnskvarteret vil presse billedkunstnere ud, fordi de ikke får råd til et betale huslejen i de nyopførte bygninger. 

Det skriver billedkunstner og bestyrelsesformand for Aarhus Billedkunstcenter, Jesper Rasmussen, billedkunstner og leder af udstillingsstedet Spanien 19C, Kim Grønborg og leder af Aarhus Billedkunstcenter, Kirstine Schiess Højmose, i et åbent brev, som Jyllands-Posten bringer. 

“Billedkunstnere ligger nederst i hierarkiet af kreative iværksættere som designere, arkitekter og kunsthåndværkere, når det gælder økonomisk indtjening, og de arbejder, selv om de er indtægtsløse. De er derfor som regel de første, der bliver fortrængt fra kreative bydele, når områderne gentrificeres med nybygninger, og huslejerne stiger,” skriver de i det åbne brev. 

Brug for økonomisk støtte

Jacob Bundsgaard (S), der er borgmester i Aarhus Kommune, sagde i forbindelse med lanceringen af den ny bydelsplan, at den samlede plan for området ikke alene vil give det et løft, men også skabe et helt nyt miljø og kreativt kraftcenter, der skal være med til at løfte hele byen.

Afsenderne på brevet frygter dog, at det kun vil være designere og modefolk, der vil få råd til at betale huslejen i de nyopførte bygninger.

Derfor planlægger de nu at oprette en initiativgruppe i samarbejde med en række billedkunstneriske institutioner i håbet om at udvikle det billedkunstneriske miljø. Men de får brug for økonomisk støtte fra kommunen, før billedkunstnernes fremtid kan sikres i Sydhavnskvarteret. 

“Vi har en unik chance for at sikre et dynamisk miljø for billedkunstnerisk produktion, udstilling, uddannelse og netværk i midtbyen, men det kræver, at Aarhus Kommune gør noget ved de manglende kunstnerværksteder ved at yde støtte til dem på Sydhavnen,” uddyber de i brevet.

Bydelsplanen indbefatter ligeledes en plan om at opføre en række højhuse i forbindelse med Aarhus Kommunes højhuspolitik. Her skal den nordlige del af Sydhavnskvarteret blive en del af byens skyline i Danmarks næststørste by.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk