TOP

Ny viden: Svenske internetboghandlere og bogklubber mister kunder – til gengæld streames der mere og mere

Det går udmærket med bogsalget i Sverige. Omsætningen på bogmarkedet er generelt øget, hvilket især skyldes de digitale abonnementstjenester. Det skriver BogMarkedet.

Overordnet ses der en stigning i bogsalget på 1,1 procent i svenske kroner, hvilket svarer til 4,9 procent i antallet af solgte eksemplarer i 2019. Det fremgår af tal fra rapporten Bokförsäljningsstatistiken, der er udarbejdet i samarbejde mellem de svenske boghandlere og forlæggere.

Af tallene kan man læse, at særligt de digitale abonnementstjenester er i fremgang med 36,2 procent i svenske kroner. Omvendt er internetboghandlere og bogklubber gået tilbage med 5,2 procent.

Værre står det til med salget af fysiske bøger, der er gået tilbage med 4,4 procent hos boghandlerne og 9,9 procent hos dagligvareforretningerne.

Det er særlig skønlitteratur og krimi- og spændingsgenren, der står for fremgangen, mens faglitteratur går den anden vej.

Samme tendenser så man også sidste år. Her kunne tendensen med øget streaming mærkes hos abonnementstjenester som Nextory, der for nylig er rykket ind i Danmark, hvis totale indtjening i 2018 voksede med 152 procent sammenlignet med 2017.

“Digitaliseringen har nu for alvor nået bogbranchen, og det er en lys tid, vi går i møde (..) Det er virkelig glædeligt, at antallet af købte bøger øges, fordi det betyder, at læsningen også øges. At øge læsningen er Nextorys vision, og noget vi er stolte af at kunne bidrage til,” udtalte Shadi Bitar, grundlægger af Nextory, i den forbindelse i en pressemeddelelse.

Du kan finde hele rapporten ‘Bokförsäljningsstatistiken’ her.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på kasper@kulturmonitor.dk.