TOP

Ny viden: Flere hovedroller til kvinder i dansk film – men bag kameraet er den skæve kønsbalance tæt på intakt

Der er kommet flere hovedroller til kvindelige skuespillere i dansk film. Det viser den nye rapport ‘Undersøgelse af kønsfordelingen i dansk film 2020′, som Det Danske Filminstitut står bag. 

Ifølge undersøgelsen er 41 procent af hovedrollerne i de danske spillefilm, som fik premiere i perioden 2016-2019, skrevet til kvinder, mens det samme var tilfældet for 33 procent af hovedrollerne i danske film fra 2012 til 2015. 

Når det kommer til biroller, går udviklingen også mod en bedre balance mellem kønnene. Også her er 41 procent af rollerne blevet besat af kvinder i 2016-2019, mens det samme gjorde sig gældende for 39 procent af rollerne i de fire år forinden. 

I dansk dokumentarfilm balancerer de to køn efter en markant udvikling i løbet af de to perioder, som undersøgelsen fokuserer på.

Halvdelen af de primære medvirkende – og 46 procent af de sekundære medvirkende – var i 2016-2019 kvinder mod henholdsvis 32 og 33 procent i 2012-2015. 

I undertal bag kameraet

Bag kameraet er mændene i mange tilfælde i overtal. Kvinder udgør i år 2020 35 procent af de danske instruktører, 35 procent af manuskriptforfattere, 46 procent af klipperne, 49 procent af producenterne og 45 procent af producerne.

I professioner som filmfotograf (9 procent kvinder), tonemester (5 procent kvinder), lys (4 procent kvinder) er balancen meget skæv – og i hvert enkelt tilfælde 1-2 procentpoint lavere end i 2016. 

På områder som sminke- og kostumer (100 procent), casting (88 procent) og scenografi (53 procent) er der til gengæld et overtal af kvinder. 

“Undersøgelsen viser, at vi kan skabe forandring, hvis vi gør en indsats. På den positive side er der nu flere kvinder i hovedroller, flere kvinder som producenter plus en vis bevægelse på uddannelserne, så kvinder er repræsenteret inden for flere fag. Også her stikker dokumentarområdet flot ud med høj grad af kvindelig repræsentation, udtaler Jørgen Ramskov, direktør i Producentforeningen, på Det Danske Filminstituts website og tilføjer:

“Men der er godt nok også lang vej igen – primært på spillefilm. Selv om flere kvinder får udviklingsstøtte, så er andelen af kvindelige instruktører og manuskriptforfattere (hhv. 22 og 24 procent, red.), der når frem til endemålet – produktionsstøtte – stadig alt, alt for lav. Men vi kan se, at det nytter at gøre en indsats. Nu er opgaven at få skabt et ryk på spillefilmområdet. Det er påkrævet.” 

Rapporten ‘Undersøgelse af kønsfordelingen i dansk film 2020’ zoomer blandt andre ting også ind på kønsfordelingen på filmuddannelserne og i støttesystemet, og den kan læses i sin fulde længde her.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.