TOP

Ny rekord: Biografklub Danmark fejrer jubilæum med højeste medlemstal nogensinde

Gennem 25 år har Biografklub Danmark tilbudt en velkendt, men slidstærk passeløsning med 10 udvalgte biograffilm til den halve pris.

Den model lader stadig til at virke – endda bedre end nogensinde. I hvert fald kan Biograf Danmarks indeværende sæson bryste sig af hele 208.000 medlemmer, hvilket er det højeste tal i biografklubbens historie. 

”I en tid, hvor alverdens streamingtjenester og underholdningsplatforme tilbyder nonstop underholdning og information, er det opmuntrende at se, at biografen fortsat er så vigtig en del af danskernes kulturvalg,” lyder det fra Biografklub Danmarks direktør, Lykke Lind Thomsen, i en pressemeddelelse.

FAKTA

Biografklub Danmark – program 2019/2020

  • ‘Ser du månen, Daniel’: I biograferne nu
  • ‘Downton Abbey’: I biograferne nu
  • ‘Kollision’: Premiere 31. oktober 2019
  • ‘Knives Out – var det mord?’: Premiere 5. december 2019
  • ‘De forbandede år’: Premiere 9. januar 2020
  • ‘Bombshell – opgørets time’: Premiere 27. februar 2020
  • ‘Little Women’: Premiere 26. marts 2020
  • ‘Undtagelsen’: Premiere 30. april 2020
  • ‘Wild Rose’: Premiere 28. maj 2020
  • ‘Vores mand i Amerika’: Premiere 18. juni 2020
Vis mere

Gennem de seneste 15 år har medlemstallet ligget stabilt på 180.000 medlemmer. Kun én gang tidligere har Biograf Danmark passeret 200.000 medlemmer – nemlig i sæsonen 2012/13, hvor åbningsfilmen var Susanne Biers ’Den skaldede frisør’, og hvor blandt andre Bille Augusts ’Marie Krøyer’ og Thomas Vinterbergs Oscar-nominerede ’Jagten’ var en del af programmet.

I år har de rekordmange Biografklub Danmark-medlemmer allerede oplevet Puk Damsgaard-filmatiseringen ‘Ser du månen, Daniel’ og filmversionen af det britiske tv-hit ‘Downton Abbey’. Forud venter både danske og udenlandske storfilm, deriblandt Anders Refns stort anlagte drama om 2. Verdenskrig, ‘De forbandede år’, og den stjernespækkede Hollywood-produktion ‘Bombshell’ om mediemogulen Roger Ailes’ fald fra tinderne. 

”Biografklub Danmark er et unikt projekt, som mange lande misunder os. Det er helt usædvanligt, at der med stor succes er skabt så stærkt et samarbejde mellem alle biografer, producenter og filmdistributører,” afslutter Lykke Lind Thomsen.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test