TOP

Ny professor-duo til Litteraturvidenskab på Syddansk Universitet

På Litteraturvidenskab på Syddansk Universitet har man netop hvervet to nye professorer, der sammen skal synliggøre vigtigheden i faget for vores samfund i dag.

Det er Søren Frank og Anders Engberg-Pedersen, der sammen skal arbejde på at markere litteraturvidenskaben mere i samfundsdebatten – både gennem konkret forskning og mere forskningspolitisk, som det fremgår af en pressemeddelelse fra Syddansk Universitet.

Det sker efter flere år uden en professor, og med de to nye får universitetet to passionerede frontløbere, der også vil arbejde for at gøre litteraturvidenskaben mere vedkommende for samfundet.

“Litteratur og andre former for formidlede erfaringer indeholder et reservoir af livsviden, som kan lære os noget – uanset om vi er optagede af klimakrise, migration eller andre udfordringer. Jeg vil gerne bedrive litteraturvidenskabelig forskning, som åbner sig mod verden og giver flere en klar fornemmelse for, hvad litteraturen kan,” siger Søren Frank.

Det er en vigtig opgave, mener hans kommende kollega Anders Engberg-Pedersen, der betoner vigtigheden i at skabe historiske rammer omkring de problematikker, vi står overfor i verden i dag.

“Jeg har arbejdet med krig i en periode, hvor Danmark igen er blevet en krigsførende nation efter mange års pause. Når krig undersøges gennem litteratur og kultur, så træder de menneskelige erfaringer frem og ud af den skygge, som overordnede politiske og militære diskussioner om magtbalancer og strategier ofte sætter dem i. Det perspektiv er meget vigtigt at få frem, særligt i disse år. På det overordnede plan handler det for mig om at skabe nogle historiske rammer for at forstå de problematikker, som vi har i dag,” siger Anders Engberg-Pedersen.

Læs flere gode bøger

I forbindelse med indtagelsen af de nye roller har de to professorer også en løftet pegefinger til en bestemt gruppe i Danmark. De læser nemlig for få gode bøger, og det er en synd og skam, fordi de på den måde går glip af de unikke kompetencer, litteraturen kan bidrage med.

“Hvordan får vi flere mennesker i Danmark og verden – herunder vores politiske ledere – til at læse flere gode bøger? Når du læser den gode verdenslitteratur, får du udvidet dit perspektiv, fordi du sætter dig ind i andre menneskers tanker og tænkemåder. Med det afsæt kan man bedre navigere i kompleksitet og indgå i nuancerede diskussioner om, hvor vi skal hen samfundsmæssigt,” siger Søren Frank og fortsætter:

“Særligt i forhold til uddannelser vil jeg gerne udfordre tankegangen om, at undervisning i litteratur i gymnasieskolen skal være så nationalt fokuseret, når nu forfattere skriver og mange læser på tværs af grænser. Der mangler et fag, hvor man kan læse litteratur i et sammenlignende og tværnationalt perspektiv. Det er også vigtigt, fordi vi uddanner mange rigtig dygtige studerende, som har svært ved at komme hurtigt i arbejde, fordi de pt. er udelukket fra at søge ind i gymnasieskolen.”

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på kasper@kulturmonitor.dk.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test