TOP

Ny opgørelse viser ekstrem skævvridning i musikbranchen

Kvinder modtager kun 9,9 procent af de penge, som rettighedsorganisationen Koda udbetaler. Det viser nye tal ifølge Politiken

Og selvom der i årevis har været fokus på den skæve kønsbalance, så går udviklingen ifølge opgørelsen den forkerte vej. For mens kvinderne, der udgør 19 procent af Kodas medlemmer, tegnede sig for 12,4 procent af de udbetalte beløb fra Koda i 2012, så gør det samme sig gældende for færre – nemlig 9,9 procent – i 2019. 

“Kunsten er en afspejling af samfundet. Lige nu er det et decideret vrangbillede, der afspejles i musikken. Ser vi på den kommercielle del af musikbranchen, er vi oppe i noget kulturdefinerende på linje med folkesport eller mad. Og der ser det endnu værre ud med ligestillingen,” siger bestyrelsesformanden for Koda, Niels Rønsholdt, til Politiken. 

Opgørelsen viser også, at der kun er fire kvinder på listen over de 100 komponister og sangskrivere, der modtager flest midler fra Koda. 

Dansk Musiker Forbunds nye formand, Søs Nyengaard, finder opgørelsen chokerende. 

“Jeg vidste godt, at det var slemt, men undersøgelsen viser sort på hvidt, hvor slem den kønsmæssige skævvridning er. Det er et rigtig stort problem, som vi skal tage fat i,” lyder det fra Søs Nyengaard i Politiken.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.