TOP

Ny leder af Kultursekretariatet i Syddjurs

Det er en person med masser af erfaring fra kulturverdenen, som fremover skal lede Kultursekretariatet under Kultur og Borger i Syddjurs Kommune.

Kommunen har ansat Lotte Kofod Ludvigsen, der kommer fra en ansættelse på Teatret Svalegangen, hvor hun er projektleder på teatrets store flerårige projekt om bæredygtighed. Tidligere har hun blandt andet været ansat på dansescenen Bora Bora, og har derfor erfaring med gennemførelsen af store kulturprojekter som f.eks. dans i landsbyer.

Derudover har hun været ansat i Kultur og Fritid i Silkeborg Kommune og i Borgmesterens Afdeling i Aarhus Kommune.

Lotte Kofod Ludvigsen er cand. mag i dramaturgi og journalistik og i færd med færdiggøre en international lederuddannelse for “emerging leaders”, finansieret af Statens Kunstfond.

Hun er 43 år, bor i Aarhus, gift og har to børn.

“Lotte er en meget talentfuld person, der kombinerer begejstring og engagement med ydmyghed og respekt. Vi er derfor overbeviste om, at hun er den rette leder af et sekretariat, der har mange forskellige arbejdsopgaver og samarbejdspartnere,” siger Ole Wolf, chef for Kultur og Borger i en pressemeddelelse.

Lotte Kofod Ludvigsen starter som leder af Kultursekretariatet den 15. august.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk