TOP

Ny ledelse tager over hos Frontløberne: “Mod og handlekraft er nøgleordene for os”

Det bliver to kvinder fra egne rækker, der tager over som nyt ledelsesteam for projektplatformen Frontløberne i Aarhus, når den nuværende leder Torben Vinter takker af efter 2 1/2 år på posten. 

29-årige Julie Melgaard Smidt og 30-årige Stine Skjødt Mygind tiltræder den 1. september. Begge har de i de seneste år været ansat ved Frontløberne og har været med til at udforme og realisere Frontløbernes nye platform på Sydhavnen og dertilhørende strategi om at styrke arbejdet med at engagere unge i Aarhus i byens kulturliv.

Julie Melgaard Smidt er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har studeret på KaosPilot i Aarhus. Stine Skjødt Mygind er uddannet cand.mag. i kunsthistorie fra Aarhus Universitet.

”Vores ambition er, at Frontløberne skal være det sted og fællesskab i Aarhus, hvor du som ung kan drømme stort. Vi vil være et hus, hvor du kan få sparring til, hvordan du kan skabe dine egne kulturprojekter fra bunden eller tage dine nuværende projekter og føre dem til helt nye højder,” lyder det i en pressemeddelelse fra Frontløbernes nye ledelse.

”Mod og handlekraft er nøgleordene for os – ’vi gør det sgu’ er Frontløbernes motto, og det er mere vigtigt nu end nogensinde. Som unge skal vi være modige, turde gå egne veje og kunne handle på det, vi brænder for og tror på – og det vil vi skabe rammerne for,” lyder det videre.

Den nu afgående leder Torben Vinter har i sin tid stået i spidsen for at implementere et stort udviklingsarbejde, der har placeret Frontløberne solidt i det aarhusianske ungdomskulturmiljø som en aktiv kulturprojektplatform.

En række nye projekter er sat i søen – heriblandt Rethink Activism, Folkefestivalen og Sydhavns Festival, projektlederforløbet FART PÅ! og Akademiet for Samfundsengagerede Unge. 

FAKTA

Frontløberne

Frontløberne er en projektplatform for unge kulturskabere i alderen 16-35 år, der holder til på Sydhavnen i Aarhus. Frontløberne er et projekthus, hvor unge har plads til deres projekter, kan afholde kulturarrangementer og være en del af et fællesskab. De skaber også egne kulturprojekter og deltager i byens kulturevents.

Vis mere


Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test