TOP

Ny kampagne mod stoffer: Sådan påvirker musik publikums grundfølelser

For tredje år i træk vil kampagnen ‘Music Against Drugs’ undersøge, hvordan musik påvirker vores hjerne og følelser. I år fokuserer kampagnen på, hvad man kan aflæse i vores ansigter, når vi bliver påvirkede af musikken. Ansigtet afslører nemlig mere, end man tror.

Det er Sundhedsstyrelsen, Dansk Live og Roskilde Festival, som driver ‘Music Against Drugs’. Som navnet indikerer, har kampagnen til formål at afholde unge fra at eksperimentere med stoffer i musikmiljøet.

Kampagnen er en hyldest til musikken og den lykkefølelse og glæde, som musikken giver os. Samtidig er kampagnens budskab, at musik er en rus i sig selv, hvorfor du ikke behøver at eksperimentere med stoffer og alkohol.

Netop glæde er en af de syv grundfølelser, som vi i den grad udtrykker, når musikken spiller. De resterende grundfølelser er tristhed, vrede, afsky, frygt, overraskelse og foragt.

Positiv indflydelse
Kampagnen har sat sig for at måle, observere og dokumentere mennesker, som tydeligt reagerer på livemusik. Det har de allerede gjort til en koncert med den danske musiker Jada på Vega. Den kvindelige sangerinde, der blandt andet har vundet P3’s talentpris, spillede i sidste måned koncert i København. Her fulgte kampagnen en række fans og filmede deres ansigt og mimik. Via bestemte træk omkring øjne, mund, pande og øjenbryn kunne de afkode, hvilken følelsesmæssig tilstand de var i. Det viste sig, at selvom de ledte efter alle syv grundfølelser, var der kun glæde at spore i ansigterne under koncerten.

“Publikums reaktioner underbygger dermed i endnu højere grad end forventet, den positive indflydelse musik har på os – den lykkefølelse, som vi alle kan opleve, når musikken tager over,” skriver Music Against Drugs i en pressemeddelelse.

Tidligere har ‘Music Against Drugs’ sat fokus på, hvordan musikken påvirker bestemte områder af hjernen. Og sidste år undersøgte de, hvordan vores hjerne frigiver dopamin og giver os en lykkefølelse, når vi hører musik.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk