TOP

Ny forskning: Måske skal danmarkshistorien om bronzealderpigerne ikke omskrives alligevel

Historien om to af Danmarks mest berømte gravfund – Egtvedpigen og Skrydstruppigen – skal måske slet ikke omskrives alligevel. Tilbage i 2015 analyserede forskere fra Nationalmuseet sig ellers frem til, at Egtvedpigen sandsynligvis var indvandrer fra Sydtyskland, og i 2017 kom man så frem til samme konklusion om den såkaldte Skrydstruppige.

Men nu viser ny forskning, at de nok alligevel stammer herhjemmefra. Det skriver DR og henviser til en netop publiceret artikel i det videnskabelige tidsskrift Science Advances skrevet af Erik Thomsen, der er lektor emeritus og forsker i Geoscience på Aarhus Universitet og hans kollega Rasmus Andreasen. I artiklen går de i rette med de tidligere konklusioner om de to pigers oprindelse. 

Den gang fandt man frem til oprindelsen ved at måle mængden af strontium i de to piger fra bronzealderen. Man glemte bare at tage højde for, at landbrugets brug af kalk har forstyrret billederne, for kalk indeholder strontium.

“Kalken ændrer fuldstændig strontium-værdierne i danske vandløb. Det gør jo sådan set, at alt, hvad der er lavet i områder, hvor der er meget lidt kalk, og hvor der er landbrug, må gøres om,” forklarer Erik Thomsen til DR.

Nationalmuseet ønsker imidlertid ikke at ændre deres opfattelse af bronzealderpigernes oprindelse fra Tyskland lyder det fra professor Karin Margarita Frei, der stod bag de analyser, som omskrev historien om de to oldtidsfund for bare få år siden. 

“De drager nogle konklusioner ud fra deres data, som er for vidtstrakte. Vi kan se, at koncentrationen af det, de måler, er meget lav, så den betydning, det har i mennesker, er meget lille. Så i forhold til mobilitetstudier synes vi, at deres konklusion er forkert,” siger hun til DR.

De to forskere bag den nye artikel er dog ikke i tvivl. De to piger er ikke fra Tyskland, selvom de heller ikke kan konkludere, at de er fra henholdsvis Egtved og Skrydstrup.

“Det er meget, meget usandsynligt, at Egtvedpigen har været i Sydtyskland. Almindelige erkendelsesprincipper siger, at man skal vælge den simpleste løsning, og den simpleste løsning er, at hun har fået værdierne lokalt, for hun kan altså have fået dem lokalt,” siger Erik Thomsen og peger på, at det samme gør sig gældende for Skrydstruppigen.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test