TOP

Ny forskning: Et rigt kulturliv øger nystartede virksomheders mulighed for at få succes

Et nyt forskningsprojekt på Syddansk Universitet (SDU) viser, at et rigt kulturliv ofte er med til at skabe økonomisk vækst. Forskningsprojektet har taget udgangspunkt i en række af USAs største byer ikke mindst New York, skriver SDU på deres hjemmeside.

“Vi ser en klar sammenhæng mellem kunstnerisk tilstedeværelse og iværksætteraktiviteter. De store klynger af artister i storbyerne har været med til at skabe en af byggestenene for New Yorks økonomiske udvikling. Dermed har nyopstartede virksomheder haft gode forudsætninger for at vokse sig større, og det kan de takke de kreative erhverv for,” siger Karol Jan Borowiecki.

Han er professor på Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi på SDU og står sammen med professor Christian Møller Dahl fra samme institut bag forskningsprojektet, der har undersøgt kreativitetens rolle i USA over de sidste 170 år, og hvordan forholdet mellem kreativ aktivitet og kunstneriske klynger har udviklet sig over tid.  

Og ifølge Karol Jan Borowiecki er flere kunstnere i et område som eksempelvis en storby lig med flere iværksættere.

“Store byer har plads og råd til kulturel infrastruktur af høj kvalitet som for eksempel operahuse eller gallerier. Det tiltrækker kunstnere, som har brug for den kreative infrastruktur for at kunne øve og optræde med deres arbejde. Men det tiltrækker også andre kreative erhverv, for eksempel arkitekter. Det betyder, at den kulturelle tilstedeværelse forøges,” lyder det fra professoren, der mener, at det er vigtigt, at politikere og beslutningstagere forholder sig til det kæmpe potentiale, som de kreative miljøer har, da de kan være med til at skubbe økonomien i gang.   

Du kan læse mere om forskningsprojektet her.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk