TOP

Ny festival i Musikkens Hus sætter fokus på demokratiet: “Et sympatisk og nødvendigt initiativ”

Vi har behov for en oplyst debat om demokratiet. Det mener Lasse Rich Henningsen, der er direktør for Musikkens Hus i Aalborg.

Derfor vil Musikkens Hus til foråret afholde Danmarks første Demokratifestival, som skal strække sig over to dage.

Allerede nu kan Musikkens Hus løfte sløret for flere navne, der skal deltage i begivenhederne. Blandt andet vil forfatter Birgithe Kosovic og historiker Bo Lidegaard deltage, mens professorer som Svend Brinkmann og Vincent Hendricks ligeledes vil være at finde på scenen.

Begivenhederne vil finde sted den 29. marts og alle kan få lejlighed til at høre en række nye vinkler på tidens største samfundstemaer, skriver Musikkens Hus i en pressemeddelelse. Samtidig får man mulighed for at give sit eget besyv med. 

FAKTA

På Demokratifestivalen medvirker blandt andet:

  • Svend Brinkman, professor
  • Vincent Hendricks, professor
  • Imran Rashid, professor
  • Bo Lidegaard, historiker, forhenværende chefredaktør
  • Noa Redington, forhenværende særlig rådgiver for Helle Thorning Schmidt
  • Birgithe Kosovic, forfatter
  • Emma Holten, debattør
  • Anne Sofie Allarp, journalist
  • Poul Madsen, chefredaktør på Ekstra Bladet
  • Mikkel Andersson, kommentator, grundlægger af Rokokoposten
  • Niels Jespersen, kommentator
  • Clement Kjersgaard, tv-vært
  • Pernille Vermund, politiker
  • Pia Olsen Dyhr, politiker
  • Søren Pape Poulsen, politiker
Vis mere

“Det er både et sympatisk og nødvendigt initiativ. Vores værdier og samfundsgrundlaget er måske mere end nogensinde udfordret, og vi har behov for en nuanceret og oplyst debat om demokratiet. Hvor står vi, og hvor er vi på vej hen? Jeg glæder mig derfor meget til at lægge hus til en festival, der berører et af de vigtigste emner overhovedet,” siger direktør Lasse Rich Henningsen.

Hele huset vil være fyldt med små og store scener. Den mindste af dem går under navnet Ølkassen, og som navnet indikerer, vil der være plads til blot en enkelt taler.

Der vil være gratis adgang til festivalen, men man skal dog anskaffe sig en gratis billet for at komme ind. 

Clement Kjersgaard er programansvarlig og ordstyrer for programmet i Koncertsalen. Han er samtidig idémanden bag festivalen. 

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk