TOP

Ny direktør fundet til kulturprojektet Slagteriet i Holstebro

Den 13.000 kvadratmeter store grund med de tidligere slagterihaller i Holstebro, der efter planen skal være byens kulturelle kraftcenter, har fået ny direktør, skriver Holstebro Kommune i en pressemeddelelse.  

Bestyrelsen har ansat den 41-årige Pia Stræde Palmelund, der i mange år har været frontfigur i kultur- og konferencecentret RemisenBrande. Hun tiltræder den nye stilling 1. januar og hendes primære opgave bliver at stå i spidsen for etablering og udvikling af Slagteriet som en helt unik erhvervs- og kulturinstitution i området.

“Jeg glæder mig til samarbejdet og er sikker på, at Pia Stræde Palmelund er den rette til jobbet. Hun har masser af erfaring og har været med til at opbygge noget tilsvarende i Brande,” siger Slagteriet bestyrelsesformand Asbjørn Christensen, der sammen med resten af bestyrelsen tiltrådte i april måned i år. Slagteriet blev i samme ombæring omdannet til en selvejende institution.  

“Jeg har store forventninger til, at vi hurtigt kan få yderligere gang i Slagteriet. Vi har i forvejen foreninger, der er i fuld gang med deres aktiviteter, og derfor er det vigtigt, at vi får en tæt dialog med dem, der allerede er etableret,” lyder det fra bestyrelsesformanden.

Pia Stræde Palmelund kommer med erfaringer fra blandt andet bygningsrenovering og -administration, kulturel produktion, kommerciel forretningsskabelse og PR, økonomistyring, strategisk ledelse og iværksætteri. Desuden der hun velbevandret i fundraising og netværk blandt de store fonde.

Noget der i dén grad bliver brug for i det nye job på Slagteriet, der i 2015 blev overtaget af Holstebro Kommune fra Danish Crown. I 2017 blev der så udskrevet en arkitektkonkurrence om, hvordan slagterigrunden kunne transformeres fra store, tomme uudnyttede kvadratmeter til nye byrum med plads til kreativitet, bevægelse og kultur. Konkurrencen blev vundet af BOGL Arkitekter.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test