TOP

Ny chef for Aalborg Operafestival vil skrue op for dramaet

Aalborg Operafestival, som Musikkens Hus står bag, har fået en ny leder. Det er Peter Rønn, der er musiker, komponist og kulturel iværksætter.

“Jeg er enormt beæret over at have fået denne mulighed, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med videreudviklingen af Aalborg Operafestival. Opera er allerede et samlingspunkt for mange mennesker, og det skyldes blandt andet, at genren formår at fremkalde vores allerstærkeste følelser og berøre os på en inderlig måde. Det er min vision, at endnu flere sanser skal i spil til Aalborg Operafestival, og at der i fremtiden skal øget fokus på det dramatiske og visuelle ved operaen – uden at glemme de mange gode melodier og smukke klangoplevelser,”  udtaler Peter Rønn i en pressemeddelelse.

Peter Rønn kommer fra en stilling som festivalchef for 2700 Kulturdag i Brønshøj.

“I Aalborg har man tradition for at stå sammen om byens begivenheder, og sådan skal det fortsat være. Det er derfor vigtigt for mig at involvere borgerne i udviklingen af programmet, og jeg inviterer alle – både operakendere og folk, for hvem opera er ukendt land – til at kontakte mig og bidrage med idéer eller forslag til samarbejder. Sammen kan vi skabe et brag af et festivalprogram, som både fænger og fornyer til august,” udtaler Peter Rønn.

I Musikkens Hus er man begejstrede for nyansættelsen.

“Vi er rigtig stolte af at have fået en erfaren karakter som Peter Rønn med på holdet. Han har mange spændende visioner for festivalen, som vi glæder os til at præsentere for aalborgenserne. Jeg er sikker på, at Aalborg Operafestival i år bliver løftet til nye højder,” lyder det fra Lasse Rich Henningsen, der er administrerende direktør i Musikkens Hus.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.