TOP

Ny Carlsbergfondets bestyrelsesformand trækker sig

Efter længere tids alvorlig sygdom har Karsten Ohrt besluttet at trække sig fra posten som bestyrelsesformand for Ny Carlsbergfondet. Det fremgår af en pressemeddelelse, som Carlsbergfondet og Ny Carlsbergfondet har sendt ud.  

”Jeg har af flere omgange haft den store glæde at være medlem af Ny Carlsbergfondets bestyrelse, siden 2014 som formand. Det har været et meget stort privilegium at stå i spidsen for en af Danmarks mest indflydelsesrige fonde, og jeg er stolt over de mange værker og kunstprojekter, som vi gennem tiden har støttet,” udtaler Karsten Ohrt.

Under Karsten Ohrts sygdomsperiode har medlem af Ny Carlsbergfondets bestyrelse, professor Morten Kyndrup, varetaget Karsten Ohrts opgaver, og det fortsætter han med, indtil en ny formand er udpeget.

“På vegne af bestyrelserne i både Carlsbergfondet og Ny Carlsbergfondet beklager jeg dybt, at det har været nødvendigt for Karsten at træffe dette valg, men vi har forståelse for hans beslutning og håber, at behandlinger over tid vil kunne helbrede ham,” udtaler Flemming Besenbacher, der er bestyrelsesformand i Carlsbergfondet.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.