TOP

Nu hvor alt er grønt, hvorfor går den danske musikbranche så i sort?

Kommentar: Vi lever i en tid, hvor alt synes at være muligt. En elbil flyver på snuden af en raket hen over Californiens nattehimmel, en student sender en tanke til en medstuderende i den anden ende af verden via en computer, og en pige fra det store Sverige formår at gøre, hvad ikke engang de største stjerner er i stand til, men uanset synes den danske musikbranche at være gået i stå.

Verdens unge har aldrig været mere oplyste, eller haft mulighed for at erhverve sig viden. Nogle er for længst gået i gang med at omfavne den nye teknologi, og imens radiostationer lukkes, sætter en mand sig til roret i sit lokale i millionbyen Los Angeles, og med et har Joe Rogan skabt et onemanshow på blandt andet Youtube, der i dag har flere seere end selveste Danmarks Radio.

Der er ingen tvivl, at mulighederne står for døren, om man vil det eller ej. Verden er igen vendt på hovedet, og midt i det hele er vi vågnet op til en virkelighed – en virkelighed, der synes at være i konsensus om, at naturen får hug, en virkelighed, hvor det menneskelige aftryk er så mærkbart, at verdens specialister på området er enige om, at vi mennesker nu engang desværre tager for meget og giver for lidt, og at klimaet dermed er under pres.

Optaget af cafe latte og smagsdommeri

Midt i stormen står man så, et barn af 70’erne, en snart aldrende herre, der har set sin del af verdens boksekampe om ikke på live-tv, så på nærtstående hold når snotten er stukket for langt frem.

Nu kan du jo kalde mig optimist, men jeg troede, at efter Sting gav os en opsang fra regnskoven, og Bob Geldorf råbte vagt i gevær omkring hungersnød, stod der en ny slagkraftig musiker klar i kulissen, klar til at smede tekster, klar til at fælde akkorder, onde beats og jungletrommer – trommer, der skulle vække endnu en generation til kamp bakket op af nye pladeselskabsfolk, der havde fået nok af snakken. Folk, der kloge af fortiden vidste, at de besad en stemme, der hvor politikerne måtte give op.

Men underligt nok var der stille, uanset hvor jeg kiggede i den danske mediebranche, syntes de danske musikkere og beatmagere optaget af cafe latte og smagsdommeri. Det virkede allermest som om, at den danske musikbranche var blevet grebet af et Las Vegas-fænomen under fanen “forstyr ikke”.

Hvor er de vrede unge mennesker?

Det var gruopvækkende igen at sætte fødderne på dansk jord efter flere år i udlandet. En frost kold morgen stod jeg på Køge Torv til interview med DR’s P4, og spørgsmålet rungede hult, da jeg blev spurgt om min søgen på grøn front i musikkens skabelse var et mediestunt mere end noget andet?

Mediestunt? Jeg var fortvivlet, var det her en joke, eller bundede spørgsmålet i den grad om, at den danske mediebranche havde sovet i timen? Jeg satte mig for at undersøge det, og mere fortvivlende blev det kun, når det gang på gang viste sig, at ingen synes at være optaget af det.  Hvor fanden var de vrede unge mennesker? Hvor var de nye youtubere, der synes at have fået folks opmærksomhed?

I USA, England og ikke mindst Tyskland havde man for længst fundet ud af, at klimaaftrykket var noget, der var værd at tale om. Imens man havde lavet endnu en broccolisalat på morgen-tv, havde man opfundet nye og bedre måder at trykke vinyler på. Merchandise var blevet en grøn sag, øko t-shirts havde fundet vejen frem, muleposer lavet med respekt for produktionen var igen blevet in. Artister havde startet labels, som have fundet nye måder at være i verden på, uden at smadre den.

Dagene med store privatfly er ovre, selv Brian Adams, der nærmest er på konstant turné, har måtte indset, at hans vegetariske livstil ikke længere hænger sammen med at sidde i en tourbus 24/7, hvorfor han netop sammen med DHL har fundet en ny måde at skabe en tour, der i den grad har skruet ned for de store diesel monstre.

Knockoutet i en hyggerus

Jeg besluttede mig derfor for at stikke en føler ud, men retorikken var den samme: “Vi forstår hvad du siger, men det har ikke interesse”. I mellemtiden løb den ene nye, kommende stjerne over skærmen aften efter aften i alverdens danske talentshows. Men ikke én synes at have noget reelt på hjertet, det er næsten som om, at man helst ikke vil forstyrre, som om den danske frikadellen skulle kunne indtages uden diverse tilnærmelser, så var alt ved det gamle, sådan som det plejede og skulle være.

Men i et land, hvor vi netop har så mange tiltag og måder at leve på, der endda rejser positive øjenbryn ude omkring i verden, syntes de danske kunstnere mærkværdigt nok at være sat til tælling, knockoutet i en hyggerus, som når julen er overstået, og man næsten får kvalme ved tanken om løbeturen i januar.

Måske er det på tide at vi ryster posen? Måske er det på tide, at vi ser os selv i øjnene og forstår, at vi igen har en stemme, men at stemmen ikke bliver hørt, hvis vi ikke tør ytre den. Tiden er kommet til, at den danske musik- og kunstbranche igen tør have format, at vi igen tør overraske.

Og er vi i tvivl, ja så kunne vi jo kigge lidt til den unge pige fra Sverige, der i den grad har turde stå på mål for det, hun tror på. Smid hende eller Jesper Theilgaard en beatbox eller en seks-strenget, og så skal du se løjer.

Hyggen er forbi, arbejdet kalder, den danske kulturbranche skal i arbejdstøjet og turde sparke til traditionerne, og hvorfor ikke gøre det på en måde, hvor klimaet kommer i fokus, og naturen ikke lider nød? Ikke bare via det vi siger, men via det vi gør. 

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Dansk sanger, sangskriver og debattør, der til daglig bor i udlandet. Ronny Morris har haft sin musik med i nogle af de største amerikanske tv-serier, for hvilket han har vundet flere priser for i USA. For få år siden udgav han Danmarks første Co2-neutrale album.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test