TOP

Nu bliver Mungo Parks nye teatersal endelig en realitet

Mungo Parks nye teatersal skulle have stået færdig i slutningen af sommeren 2018. Det er ikke sket, men ifølge Frederiksborg Amts Avis er en revideret plan for projektet nu blevet godkendt af byrådet i Allerød.

Byggeriet af den nye teatersal blev udsat, fordi de 22,5 millioner kroner, som Allerød kommune ville støtte projektet med, ikke var nok. Teatret har arbejdet hårdt for at få de resterende penge i hus fra forskellige fonde, og det er nu lykkes. 

Projektet er samlet budgetteret til 51,5 millioner kroner. Mungo Park skulle derfor finde mere end halvdelen af midlerne hos fonde.

En glædelig nyhed

Det var et enigt byråd, der torsdag den 28. november godkendte det reviderede projekt.  

”Det er en glædelig nyhed, for det har været længe undervejs. Mungo Park har gjort en flot indsats for at skabe midler til dette projekt, og nu er det endelig lykkedes. Det er rigtig godt og meget positivt,” sagde Kultur- og Idrætsudvalgets formand Viggo Janum (Vores Allerød) til Frederiksborg Amts Avis.

Allerede i starten af juni havde flere fonde givet tilsagn til, at de gerne ville støtte projektet, skriver Allerød Nyt. Men før projektet endeligt kunne godkendes, skulle en ny projektplan udarbejdes, da de oprindelige arkitekttegninger efterhånden er et par år gamle.

Den nye teatersal skal have et scenetårn, hvor kulisser og lignende kan opbevares. Men i den reviderede projektplan bliver scenetårnet lavere, end det først var tiltænkt. Beslutningen er blevet taget for at tage mest muligt hensyn til teatrets naboer, og for at projektet ikke bliver udsat igen, når lokalplanerne om Allerøds nye bymidte skal sættes i værk.

Ny prøvesal og øget forretning

Med den nye teatersal kan Mungo Park udvide deres sædekapacitet med 30 procent, hvilket betyder meget for teatrets forretning. Mungo Park vil også samtidig omdanne deres nuværende teatersal til en længe tiltrængt prøvesal. På teatret er de lige nu nødt til at leje sig til en prøvesal i nabokommuner.

Projektet om den nye teatersal bliver nu sat i udbud igen. Hos Mungo Park har de derfor valgt ikke at udtale sig om projektet, før det er længere fremme i processen.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på natalie@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test