TOP

Nordea-fonden inviterer idéer indenfor: Sådan ser en god fondsansøgning ud

“Har du en idé til et projekt eller en aktivitet, som skaber gode liv – men mangler midler? Måske kan du få støtte fra Nordea-fonden. Få en hurtig vurdering af dine projektideer.” 

Sådan skriver Nordea-fonden i Kulturmødet Mors programkatalog om et arrangement på mødet. 

Og det var netop, hvad man kunne opleve. En række repræsentanter fra Nordea-fonden stod klar til tage imod de gæster, der var modige nok til at præsentere deres idé eller projekt til gengæld for sparring. 

Kulturmonitor greb fat i projektchef for kultur, Niels Olsen, for at høre, hvordan en god ansøgning ser ud. 

Det vigtigste er, at du er skarp på ideen. Den skal være gennemtænkt og håndgribeligt, så vi kan se mening og formål med det. Derudover skal man kunne argumentere for, hvorfor den er vigtig, og hvordan den adskiller sig fra andre projekter. Men den behøver ikke at være nyskabende og unik. Det må gerne være noget, man har set før, det skal bare have en væsentlig karakter,” forklarer Niels Olsen.

Nordea-Fonden støtter alt fra små projekter med et par tusinde kroner til ekstraordinære store projekter, hvor støtten kan løbe op i et tre-cifret millionbeløb. Senest det skete var, da de støttede et nyt vandkulturhus i København med 300 millioner kroner.

Før et projekt bliver støttet, er det samtidig væsentligt, at du i ansøgningen er rimelig klar i spyttet. 

“Ansøgningen og dit projekt skal være konkret. Hvad er det, du vil opnå, og hvordan har du tænkt dig at gøre det? Det skal ikke være op til os at tolke på ansøgningens metoder. Vi vægter samtidig et projekt højt, hvis det har en relevans for mange. Kan vi ud fra projektet se, at det kommer til at involvere mange mennesker? Så er vi godt på vej,” siger projektchefen for kultur.

Derudover er der et rimelig centralt element, som ansøgningerne helst skal indeholde.

“Det er en god idé at skrive det rigtige fondsnavn. Vi modtager en gang imellem ansøgninger fra folk, der søger om støtte fra Bikubenfonden eller lignende. Vi har fuldt forståelse for, at man gerne vil have penge fra så mange forskellige som muligt. Men ansøgningen fremstår lidt mere seriøs med det rigtige navn.”

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk