TOP

Nikolaj Bøgh: “Vi har en regering, som ganske enkelt ingen synlig kulturpolitik har”

Kommentar: Statens kulturbudget bliver foreløbig skånet for flere grønthøsterbesparelser. Hurra for det, selvom det holdt hårdt at få den socialdemokratiske regering med på den helt nødvendige kursændring, som de selv havde lovet i valgkampen. 

Men hvad med selve kulturpolitikken og debatten om, hvad vi vil med vores kultur? Hvordan vi passer på det, vi har i fællesskab, og sikrer, at det udvikler sig? 

Den debat kniber det fortsat ganske betydeligt med. Vi har en regering, som ganske enkelt ingen synlig kulturpolitik har. I det forståelsespapir, som socialdemokraterne blev enige med deres støttepartier om, og som er den eneste form for regeringsgrundlag, der findes for øjeblikket, der står der ikke et ord om kultur. Det er simpelthen ikke nævnt en eneste gang på de 18 sider. 

Det nævnes, at man vil indkalde til forhandlinger om justeringer af medieforliget, men den egentlige kulturpolitik – teatre, museer, biblioteker, billedkunst, litteratur – ja, idræt, for den sags skyld, det er aldeles fraværende. 

Ordet ulighed finder man til gengæld 46 gange i papiret, og ordet velfærd er anvendt 32 gange. 

Et billede af en hyper-materialistisk regering

Det tegner et meget klart billede af en hyper-materialistisk regering, som er meget lidt optaget af ånd, dannelse og kreativitet. Det indtryk får man kun bekræftet, når man ser kulturministerens prioriteringer. For udover lidt forskræp til medieforhandlingerne, som dybest set heller ikke fortæller noget om, hvad man konkret gerne selv vil med medieudviklingen, så blafrer der kun en mulig genoptagelse af forhandlingerne om en museumsstøttereform ude i det fjerne. Ellers er det genforeningsjubilæum, udpegning af bestyrelsesmedlemmer og drift, drift og atter drift, der fylder ministerens kalender. 

Kulturministeren siger ellers mange meget sympatiske ting om kulturens betydning for samfundets sammenhængskraft etc., og der er ingen tvivl om, at hun med sin kommunale baggrund kender til kulturens betydning. 

Men som juniorminister i en stærkt topstyret regering er frihedsgraderne meget begrænsede, og det går tydeligvis udover muligheden for at fremføre egentlige kulturpolitiske visioner. 

Rasmus Prehn gav smæk for skillingen

Der var mere smæk for skillingen i den periode, hvor Rasmus Prehn var vikarierende kulturminister, men desværre ikke på den gode måde.

Rasmus Prehn lagde sig i slipstrømmen på de socialdemokrater, der inden for det seneste års tid har slået til lyd for, at kulturpolitik først og fremmest skal bruges til velfærdsstatsudvikling og mere omfordeling – ligesom hovedparten af statens øvrige aktiviteter i øvrigt. Med indførelsen af begrebet ”kultursolidaritet” reducerede han kultur til noget folkeligt, lokalt funderet, som skabte glæde mennesker imellem i deres dagligdag. 

Kultur er, i Rasmus Prehns udlægning, ”ikke noget, man køber. Kultur er noget, man skaber – individuelt eller i fællesskab”. Med andre ord er den enkelte borger selv blevet kulturaktør, og dermed er der jo ingen grund til at støtte kulturinstitutionerne, vel? I det omfang, man ikke selv kan male billeder eller skrive bøger, så skal kulturen leve i bog-, kunst- og kulturklubber ude på arbejdspladserne, så man kan nyde kulturen i fællesskab. 

Men det er der jo ikke meget kulturpolitik over, tværtimod ligger den kulturopfattelse milevidt fra den ellers fine kulturpolitiske tradition, som går tilbage til Julius Bomholt og oprettelsen af Kulturministeriet i 1961 og den efterfølgende oprettelse af Statens Kunstfond i 1964. Bomholts vision var at gøre kulturen – også finkulturen – tilgængelig for den brede befolkning, og ikke kun for en lille, kulturel eller økonomisk overklasse. Han kombinerede det med at arbejde for det brede, folkelige kulturbegreb, hvor der også skulle være gode rammer for det, han betegnede som arbejderkulturen. 

Men kultur havde værdi for Bomholt i sig selv og var ikke blot en vej til at støtte velfærdsstaten eller øge ligheden i samfundet, som vore dages socialdemokrater synes at mene. 

Strategi og gustent overlæg for at tækkes vælgerne

Bagved socialdemokraternes manglende vilje til at prioritere kulturen for dens egen skyld aner man den bredere strategiske ”folkeliggørelse” af partiet, som dybest set handler om at kunne appellere stærkere til de tidligere socialdemokratiske vælgere, som i de senere år har stemt på Dansk Folkeparti. Også dette parti har i de senere år hyppigt udtrykt deres modvilje imod den såkaldte ”finkultur” og opstillet en modsætning mellem finkultur og folkelig kultur – og i den forbindelse navnlig mod moderne og vanskeligt forståelig kunst. 

Men igen er der ikke meget politik i det, snarere strategi og gustent overlæg for at tækkes bestemte vælgergrupper, som man er kommet på afstand af. Og man bryder dermed med partiets egen stærke kulturpolitiske tradition for netop at ville gøre kulturen i bred forstand – også den klassiske kultur – tilgængelig for større dele af befolkningen. Og det kræver ressourcer og egentlig prioritering. 

Skal man udvikle nye formidlingsformer, turnékoncepter, samarbejder med skoler og foreninger etc., som for alvor gør kulturen tilgængelig for flere, så nytter det ikke noget, at man befinder sig i en konstant overlevelseskamp, hvor der kun er den absolutte grundydelse tilbage. 

Vi er ikke langt inde i valgperioden, og det er selvfølgelig muligt, at regeringen vil overraske med en aktiv kulturpolitik henad vejen, men indtil videre er der intet, der tyder på det.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Nikolaj Bøgh er rådmand og formand for Kultur- og fritidsudvalget, Frederiksberg (C)