TOP

Ni Heerup-skulpturer søger nyt hjem. Pris: flytteomkostninger og vedligeholdelse

Energistyrelsen flytter fra Toldbodgade. Dermed bliver ni stenskulpturer af Henry Heerup, som hidtil har været en del af haveanlægget, hjemløse.

Statens Kunstfond leder derfor efter et nyt hjem, som er egnet til at tage imod de ni skulpturer – vel at mærke samlet. De måler mellem 30 og 100 cm i højden og har navne som ‘Milepælen’, ‘Tumling’, ’Fugl’ og ’Granittrumle’.

Alle offentlige institutioner kan lægge billet ind på værkerne. Det koster ikke noget at blive skulptur-værge, men modtageren skal stå for vedligeholdelsen og betale flytteomkostningerne, som Statens Kunstfond anslår vil løbe op i 5.000-10.000 kroner.

Både statslige, regionale, kommunale og andre institutioner, der er tilgængelige for en bredere offentlighed, kan søge om skulpturerne.

En række kriterier vil være afgørende for hvilket hjem, der bliver skulpturernes næste. For det første vil ansøgninger blive vurderet på tilgængelighed – hvor mange mennesker vil komme forbi dem?

Stedets egnethed, motivationen for at modtage skulpturerne samt formidling og lokal forankring vil også have betydning, hvilket eksempelvis betyder, at der blandt andet vil blive set på viljen til at engagere sig i formidlingen af skulpturgruppen.

Det er Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst, der vurderer ansøgningerne.

Skulpturgruppen blev skabt af Henry Heerup i årene 1960-1962 i kunstnerens egen have i Rødovre.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.